ISS klar med arbejde til ukrainske flygtninge

Med ny aftale om en særlov, der giver ukrainere tilladelse til at arbejde i Danmark, melder ISS sig klar som arbejdsgiver. ”Det er helt naturligt for os at hjælpe,” lyder det fra HR-direktør.
Rengøring og anden form for ejendomsservice er blandt de opgaver, som ISS tilbyder. | Foto: Pexels
Rengøring og anden form for ejendomsservice er blandt de opgaver, som ISS tilbyder. | Foto: Pexels

En af Danmarks største udbydere af facility service, ISS, åbner nu dørene for, at ukrainske flygtninge kan blive ansat hos virksomheden. Det fortæller Christian Lauritzen, HR-direktør i ISS Danmark, til EjendomsWatch.

”Vi har et stort samfundsansvar, og derfor er det oplagt at tilbyde de ukrainske flygtninge arbejde hos os, så hverdagen bliver så normal som muligt for dem. Vi ved, at den bedste måde at blive integreret i det danske samfund er ved hurtigt at få et tilhørsforhold til en arbejdsplads og fællesskab med kolleger,” siger HR-direktøren.

Regeringen er netop fredag blevet enig med arbejdsmarkedets parter om en særlov, som skal give ukrainske flygtninge adgang til at arbejde i Danmark, hvilket udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har bekræftet på et kort pressemøde.

”Vi forestiller os en særlov, som meget hurtigt giver ukrainere opholdstilladelse, så ungerne kan komme i skole, og forældrene kan komme i arbejde,” lyder det fra ministeren. Senere fredag skal Folketingets partier forhandle om særloven.

Mangler arbejdskraft

I ISS kalder man det ”helt naturligt” at tilbyde de ukrainske flygtninge arbejde, og samtidig mangler virksomheden generelt arbejdskraft, hvilket er endnu en årsag til at hilse ukrainerne velkomne.

Det er ikke nyt for ISS at have flygtninge ansat, og derfor ryster HR-direktøren ikke på hånden ved udsigten til at skulle ansætte flygtninge på flugt fra det krigshærgede Ukraine.

”Vi har mange års erfaring med at hjælpe flygtninge og folk på kanten af arbejdsmarkedet i arbejde hos os. Vores mange dedikerede og kompetente medarbejdere er klar til at tage imod de ukrainske flygtninge, der ønsker at arbejde hos ISS Danmark,” siger Christian Lauritzen.

ISS Danmark arbejder sammen med Røde Kors om at hjælpe de ukrainske flygtninge, der måtte komme til Danmark, ud på arbejdsmarkedet.

Psykologhjælp

Christian Lauritzen pointerer samtidig, at man hos ISS ikke glemmer de ukrainske medarbejdere, virksomheden allerede har ansat.

”Vi tager aktiv kontakt til disse kollegaer og opfordrer dem til at fokusere på deres familie og deres sikkerhed. Det gør vi ved blandt andet at tilbyde hjælp til transport for at bringe pårørende i sikkerhed, hjælp til at huse slægtninge og venner på flugt og psykologbistand,” uddyber HR-direktøren.

Russiskejet selskab har Dades som udlejer

Dansk arkitektfirma lægger russisk samarbejde på is

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også