Nyt tocifret milliontab hos leverandør af ejendomsservice – håber på velvillig bank

Alliance+, der er ejet af kapitalfond under Polaris Private Equity og af Lego-familien, taber igen et tocifret millionbeløb i Danmark. En låneaftale med bankforbindelsen SEB er brudt, og repræsentant for medejer har netop forladt bestyrelsen. Polaris-partner ser dog fortrøstningsfuldt på udviklingen i det over 3000 mand store firma.
Alliance+, der vedligeholder bygninger og driver personalekantiner, har tabt over 400 mio. kr. siden 2015. | Foto: Pexels
Alliance+, der vedligeholder bygninger og driver personalekantiner, har tabt over 400 mio. kr. siden 2015. | Foto: Pexels

En af landets største firmaer inden for bygningsvedligeholdelse og facility service, Alliance+, vedbliver at tabe penge i Danmark, og et nyt årsregnskab med et nettounderskud på 11,6 mio. kr. er aflagt under forudsætningen om fortsat drift.

Årsagen er, at den samlede koncern, der også rummer datterselskaber i Sverige og Norge, ikke har opfyldt sine lånebetingelser med sin bankforbindelse, svenske SEB, fremgår det.

"Koncernens bankforbindelse har tidligere vist vilje til at bevilge nødvendige udvidelser af koncernens kreditramme om nødvendigt. Det er ledelsens vurdering, at koncernens bankforbindelse fremadrettet vil udvise tilsvarende fleksibilitet, indtil en ny finansieringsaftale er indgået," skriver selskabet i regnskabet.

Alliance+ løftede i 2020 omsætningen i sin danske forretning med 7 pct. til 545 mio. kr. Dertil kommer omsætning i Norge på omkring 165 mio. kr., der indbragte et overskud på 1,2 mio. kr., samt Sverige, hvor et regnskab endnu ikke er aflagt, men som i 2019 – sammen med Norge – stod for knap halvdelen af koncernomsætningen på lidt under 1 mia. kr., som over 3000 ansatte bidrager til.

"Et stykke vej"

Siden 2015 har Alliance+-koncernen tabt over 400 mio. kr. ud af en omsætning i perioden på i omegnen af 7 mia. kr., og ifølge Henrik Bonnerup, partner i Polaris Private Equity, der sammen med Kirk Kapital ejer selskabet, er der "overordnet et stykke vej endnu".

"Men vi har en dansk og en norsk forretning, som faktisk gør det ganske udmærket. Vi har stadig nogle udfordringer i Sverige. Det er sådan set essensen af det," siger han.

Men der er stadig underskud i Danmark...

"Ja, men på driftsindtjeningen er vi på rette vej. Selvfølgelig har forretningen været covid-19-ramt, men underliggende gør de det godt i Danmark og stabilt i Norge," siger han.

Driftsiindtjeningen i Danmark giver ganske rigtigt overskud, når den måles før goodwillafskrivninger, renter og skatter, men de 3,7 mio. kr. i overskud var forsvundet, hvis ikke coronakompensation fra staten på 5,6 mio. kr. var regnet med.

Måske ny kapital

Tilbage i september sagde Bonnerup til Børsen, at Polaris var klar med yderligere kapital for at styrke selskabet.

Er det det, der skal til, for at rette forretningen op?

"Det er ikke afklaret endnu. Der er ikke likviditetsproblemer i virksomheden, så det er blandt andet det, vi skal tale med bankerne om, herunder om der skal ny kapital ind."

Over for EjendomsWatch siger adm. direktør Anders Egehus i en skriftlig kommentar, at Alliance+ samlet set har haft en positiv udvikling i 2020.

"2020 var påvirket af covid-19-pandemien, primært hos vores hotelkunder og personalerestauranter, der måtte lukke i perioder. På den positive side steg behovet for ekstra rengøring og desinficering."

"Vi forventer fortsat en positiv udvikling i 2021, hvor vi vil have fokus på at tilpasse til kundernes behov på den anden side af covid-19," lyder det videre.

Alliance+ er ejet ligeligt af en kapitalfond under Polaris Private Equity og af familiefonden Kirk Kapital, hvis formue stammer fra den ene gren af familien bag legetøjsikonet Lego.

Kirk Kapitals adm. direktør Kim Gulstad er netop udtrådt af Alliance+' bestyrelse, hvilket Henrik Bonnerup ikke har nogen kommentarer til.

Afspejler det, at I er på vej til at blive eneejer?

"Det har jeg ingen kommentarer til."

Ejendomsservice indbringer en halv mia. kr. til CBRE-selskab

Leverandør af ejendomsservice har tabt egenkapitalen 

Familieejet servicefirma er langt fra nogen guldgrube

Forenede snegler sig frem på omsætning men øger lønsomhed markant

Familievirksomhed med over 1000 ansatte indleder generationsskifte 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også