"Hvis ulykken rammer": Regering aktiverer omstridt kapitalkrav

Buffer på 7 pct. målrettet udlån til ejendomsselskaber er en realitet, efter at regeringen har valgt at imødekomme Det Systemiske Risikoråds anbefalinger.
"Sporene fra finanskrisen skræmmer," lyder det fra erhvervsminister Morten Bødskov. | Foto: Thomas Borberg
"Sporene fra finanskrisen skræmmer," lyder det fra erhvervsminister Morten Bødskov. | Foto: Thomas Borberg

I et forsøg på at komme tab på udlån til ejendomsselskaber i forkøbet indfører regeringen nu øget kapitalkrav i form af en såkaldt systemisk buffer på 7 pct.

Bufferkravet etableres ifølge pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet på opfordring fra Det Systemiske Risikoråd, der ser en risiko for, at ejendomssektorens problemer kan skade kreditinstitutterne i en sådan grad, at det går ud over landets finansielle stabilitet.

”Dansk økonomi er stærk og i god form. Men sporene fra finanskrisen skræmmer, hvor en række banker havde store tab på udlån til ejendomsselskaber, og derfor lytter vi i regeringen til eksperternes anbefaling om at sikre dansk økonomi mod en krise, hvis ulykken rammer,” siger erhvervsminister Morten Bødskov (S) i meddelelsen.

”Vi har indrettet bufferen i dialog med den finansielle sektor, og den bidrager til at understøtte, at vi fortsat har robuste banker og realkreditinstitutter.”

Om et år vil den systemiske buffer blive evalueret, men fra regeringens side forventes det ikke, at lånevilkårene generelt vil blive påvirket af tiltaget.

Udsigten til det øgede kapitalkrav målrettet ejendomssektoren skabte allerede sidste år en del debat, hvor bl.a. DI og Finans Danmark var ude at kritisere tiltaget – en skepsis, der gik igen hos brancheaktører som Jeudan og Barfoed Group.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu