Borgmester er inhabil i sager om Christiania

Teknik- og Miljøforvaltningen i København vurderer, at borgmester Line Barfod (EL) ikke kan deltage i beslutninger om fristaden. Her skal der bl.a. bygges almene boliger.
Teknik- og miljøborgmester i København Line Barfod erklærede sig i september foreløbigt inhabil i sager om Christiania. Nu når et juridisk notat samme konklusion. | Foto: Marcus Emil Christensen
Teknik- og miljøborgmester i København Line Barfod erklærede sig i september foreløbigt inhabil i sager om Christiania. Nu når et juridisk notat samme konklusion. | Foto: Marcus Emil Christensen
AF RITZAU

Når der skal træffes beslutninger om Christiania i den kommende tid, så kommer teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune Line Barfod (EL) ikke til at være en del af forhandlingerne.

Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune vurderer, at hun ”vil være inhabil ved den politiske behandling af sager om udmøntning af aftalen” mellem staten og Fonden Fristaden Christiania, skriver Berlingske.

Det viser et foreløbigt notat, som Berlingske har fået indsigt i.

”Det er jo sådan, det er. Det er klart, at Christiania er noget, som jeg har brugt rigtig mange kræfter på som advokat, men det er en ret lille del af, hvad der i øvrigt foregår i Teknik- og Miljøforvaltningen.”

”Der er masser af andre spændende sager, som jeg er en del af,” siger Line Barfod til Berlingske.

Teknik- og miljøborgmesteren erklærede sig allerede i september sidste år foreløbigt inhabil i sager vedrørende Christiania, som i de kommende år blandt andet skal have opført 15.000 kvadratmeter almene boliger, hvilket kræver en ny lokalplan.

Opførelsen af boligerne er en del af en aftale mellem staten og fristaden.

Line Barfod forklarede dengang, at hun selv havde arbejdet som advokat for Fonden Fristaden Christiania, og at hendes datter nu gjorde det samme.

Det er netop datterens nuværende arbejde som advokat for Christiania, der gør, at Teknik- og Miljøforvaltningen har erklæret Line Barfod for inhabil i sager, der omhandler Christiania.

Hun forlod 19. december sidste år et møde i Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune under et punkt om at forlænge en partnerskabsaftale om byfornyelse på Christiania, netop fordi hun var inhabil.

Også Københavns Kommunes socialborgmester, Karina Vestergaard Madsen (EL), erklærede sig i september foreløbigt inhabil i sager om Christiania, da også hendes datter arbejder for advokatfirmaet, der repræsenterer Christiania.

Karina Vestergaard Madsen skrev dengang til Politiken, at hun ikke forventede ”at være inhabil, men jeg vil hellere være på den sikre side og få lavet en juridisk vurdering”.

Socialforvaltningen har ifølge Berlingske vurderet, at hun ikke vil være inhabil, når Christiania er på dagsordenen i kommunens økonomiudvalg, hvor Karina Vestergaard Madsen også har sæde.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også