Christiania-aftale vækker glæde: "En kæmpe sejr i kampen om at sikre billige boliger"

Indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) er ovenud tilfreds med, at beboerne på Christiania har sagt ja til, at der opføres 15.000 kvm almene boliger i fristaden. Københavns overborgmester kalder det vigtigt, at området forbliver unikt. (Opdateret)
"Vi har haft et godt og konstruktivt forhandlingsforløb," siger indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S). | Foto: Finn Frandsen
"Vi har haft et godt og konstruktivt forhandlingsforløb," siger indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S). | Foto: Finn Frandsen
AF RITZAU

Frem mod 2031 skal opførelsen af 15.000 kvadratmeter almene boliger på Christiania i København være med til at sikre, at almindelige mennesker får råd til at bo i hovedstaden.

Det siger bolig- og indenrigsminister Christian Rabjerg Madsen (S), efter at christianitterne har sagt ja til et udspil fra regeringen natten til mandag.

”Resultatet er en kæmpe sejr i kampen om at sikre billigere boliger til almindelige mennesker i København,” lyder det.

Med ja’et til udspillet får christianitterne blandt andet lov til at købe den del af volden og de boliger, som de i dag lejer af staten, for 67 millioner kroner.

Derfor kan de potentielt se frem til en besparelse på 6,5 millioner kroner i lejeudgifter om året.

”Det har været christianitternes ønske i længere tid,” fastslår han.

Christianitterne føler ikke nødvendigvis, at de har haft et reelt valg, fordi konsekvenser ved et ”nej” har været så store. Hvad tænker du om det?

”Vi har forhandlet i månedsvis. Vi har haft et godt og konstruktivt forhandlingsforløb. Vi har også lyttet til deres ønsker, ligesom de har lyttet til vores. Så derfor er det en balanceret aftale,” siger ministeren.

Overborgmester vil lytte

”Men i et hvert forhandlingsforløb kommer der et tidspunkt, hvor man skal sige ja eller nej, og der er vi så kommet til nu.”

Boligerne kommer til at blive opført efter de samme regler som i resten af landet. Men inden for de regler er der god mulighed for, at christianitterne får lov til at indgå i planlægningen af byggeriet, lyder det videre.

”Vi vil gerne lytte til, hvad christianitterne har af drømme og forhåbninger, inden arbejdet påbegyndes,” siger Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).

Det er hendes mål, at Christiania forbliver et unikt sted, som kan frisætte mennesker, siger hun.

”Det er vigtigt, at man kan normalisere området, samtidig med at man bevarer det her unikke stykke danmarkshistorie.”

”Ret stort flertal” bag ja

Det var et ”ret stort flertal” af dem, som var tilstede på mødet, der stemte ja til udspillet. Det sagde talsperson for Christiania Hulda Mader kort efter afstemningen.

Nu skal parterne så følge op på den aftale, der er blevet indgået. Herefter går man i gang med lokalplanlægningen.

Det bliver primært op til fristadens beboere at finde en partner, som eksempelvis kan opføre boligbyggeriet på en bæredygtig måde.

Københavns Kommune kommer også til at tage christianitterne med på råd, når området, hvor der kan bygges, skal udpeges.

En del af aftalen handler desuden om at fortsætte arbejdet med bekæmpelse af kriminalitet på Pusher Street. Det er en fortsættelse af det samarbejde, der har været med politiet.

”Og så har vi i kommunen en partnerskabsaftale om, at vi gerne vil hjælpe beboerne med at lave forebyggende arbejde, der skal sikre, at unge mennesker har andre muligheder end at blive rekrutteret af banderne,” siger borgmesteren.

(Artikel opdateret kl. 10.50 med yderligere kommentar.)

Christianitterne siger ja til almene boliger på fristaden

Advokat om mulig aftale med staten: Christiania risikerer konkurs

Christianitter tygger på tilbud fra staten om arealkøb

Regeringen har givet Christiania et tilbud som er svært at afvise

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også