Venstre vil fjerne lagerskat i ny 2030-plan

Venstre vil give skattelettelser for 8,7 milliarder kroner og bl.a. sløjfe den omdiskuterede lagerskat på ejendomsværdier, fremgår det af en økonomisk 2030-plan.
Troels Lund Poulsen, finansordfører for Venstre. | Foto: Jens Dresling
Troels Lund Poulsen, finansordfører for Venstre. | Foto: Jens Dresling
Af Ritzau

Venstre vil onsdag præsentere en økonomisk 2030-plan, der blandt andet indeholder skattelettelser for 8,7 milliarder kroner.

Den fremgår af planen, som Ritzau har set.

”Det er vigtigt for os i Venstre, at vi letter skatter og afgifter for danskerne,” siger finansordfører Troels Lund Poulsen (V) i en pressemeddelelse.

”For det er helt afgørende, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde, og vi synes også, at det er rimeligt, at skatteborgerne kan beholde flere af deres egne penge.”

”Lige nu er der mange familier, som er dybt pressede på privatøkonomien, og de har brug for, at vi viser en vej, som giver dem bedre økonomisk tryghed, siger han med henvisning til den galopperende inflation og de stigende priser.”

Venstre anviser kun konkrete skattelettelser for omkring 3,7 milliarder kroner i planen.

Tre milliarder kroner skal bruges til at give et fradrag til folk, der går fra deltid til fuldtid på arbejdsmarkedet.

850 millioner kroner skal gå til at rulle en planlagt stigning på såkaldt lagerbeskatning af ejendomsavancer tilbage.

Den er en del af finansieringen af retten til tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, ordningen er også kendt som Arne-pensionen. Venstre har været stor modstander af ordningen, men har besluttet sig for at frede den alligevel.

Vil øge arbejdsudbuddet med 15.000 personer

De sidste fem milliarder kroners skattelettelser har Venstre endnu ikke anvist, hvem der skal have gavn af.

I en note i 2030-planen står der dog, at Venstre har regnet på arbejdsudbudseffekten ud fra, at de fem milliarder kroner skal bruges til at hæve loftet for beskæftigelsesfradraget, som er et fradrag i den personlige indkomst.

Det skal gøre det mere attraktivt at arbejde.

Venstre vil samtidig øge arbejdsudbuddet med 15.000 personer frem mod 2030.

Det skal blandt andet ske ved at skære i længden på, hvor mange år studerende kan få SU og ved at sikre mere arbejdskraft fra udlandet.

Sidste år fremlagde Venstre i sit finanslovsudspil, at partiet ville øge arbejdsudbuddet med 25.000 personer frem mod 2025.

Konservative vil gå endnu længere

De Konservatives finans- og skatteordfører, Rasmus Jarlov, mener, at det er i en god retning, Venstre vil med planen.

”Men det er nødvendigt at gå endnu længere,” siger han.

”15.000 er selvfølgelig et godt bidrag, men det er ikke nok til at løse det meget stor behov for arbejdskraft, der er.”

”Vi har behov for flere skattelettelser og økonomiske reformer, hvis vi skal skaffe den arbejdskraft, der er helt nødvendig.”

De Konservative vil med deres skatteplan øge arbejdsudbuddet med 55.000 fuldtidspersoner.

Tirsdag udgav Det Økonomiske Råds formandskab en rapport, hvori de blandt andet forudsiger et fald i beskæftigelsen på 100.000 personer frem mod 2024.

Briefing uge 40: Lagerskat på stemmesedlen

Ejendomdanmark kalder på bredt samarbejde i Folketinget

Nej til Frederiksen: Ellemann-Jensen vil lede borgerlig regering

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også