Analyse: Krigerisk minister lagde kimen til sit eget nederlag

Boligminister Kaare Dybvad Bek har indkasseret sit første politiske nederlag ved, at et flertal uden om regeringen nu strikker det boligindgreb sammen, han ikke selv lykkedes med. En mere afdæmpet retorik undervejs kunne måske have sikret ham større opbakning og færre fjender, skriver EjendomsWatchs redaktør i denne analyse.
Jørgen Bendsen er redaktør på EjendomsWatch. | Foto: Jan Bjarke Mindegaard / Watch Medier
Jørgen Bendsen er redaktør på EjendomsWatch. | Foto: Jan Bjarke Mindegaard / Watch Medier
AF JØRGEN BENDSEN, REDAKTØR PÅ EJENDOMSWATCH

Et boligindgreb er taget af forhandlingsbordet – for nu at genopstå i en ændret indpakning af et flertal uden om regeringen.

Ydmygelsen er dermed til at tage at føle på den 35-årige boligminister Kaare Dybvad Bek (S), som onsdag ikke tøvede med at erklære sig "superærgerlig" over ikke at kunne nå i mål og sikre mindst 90 mandater bag sit "Blackstone-indgreb" – der undervejs er omdøbt til et indgreb mod "kortsigtede ejendomsinvestorer."

Blackstone har dog til dato ikke solgt en eneste af sine danske boligudlejningsejendomme, der løber op i små 10 mia. kr. i værdi, og har heller ingen planer om det. Det er der til gengæld andre udenlandske investorer, der har – men Blackstone – med pensionskroner i ryggen – er alligevel blevet den store dæmon i offentligheden, godt bakket op af en minister på besøg og stemmejagt hos de "Blackstone-ramte" på Frederiksberg som var en smitsom sygdom brudt ud.

En god sag blev skamredet

Selvfølgelig har ministeren haft en god sag, når Blackstone ligefrem har betalt lejere for at flytte ud af deres lejemål, så de kunne overtages af andre lejere til langt højere huslejer. De færreste ønsker at forsvare, at en sådan fremgangsmåde er lovlig, og Blackstones danske selskab sagde da også allerede i efteråret, at den praksis forlængst var lagt på hylden. Den var blandt de ideer, som den tidligere medejer og adm. direktør Nils Jansson, stod for over for lejerne.

Vel er ministeren stadig ny i jobbet, men han har ikke gjort arbejdsopgaven lettere for sig selv ved undervejs at lyde som LLO's forlængede talerør og med brandtale skælde ud på ejendomsinvestorer i bred forstand – tænk at nogen ligefrem tjener penge på at eje ejendomme! De fremstår nærmest amoralske, når de ikke udfører det rene filantropi, må man næsten forstå.

Som minister skal man tjene alle landets borgere og ikke kun sine partifæller, men den tidligere DSU-formand fra Vipperød ved Holbæk kunne med større diplomati og mindre hård retorik have skabt samling bag sig i stedet for den splittelse, der nu er opstået, og hvor De Radikale går sammen i et flertal med Dansk Folkeparti, Venstre, De Konservative og Nye Borgerlige om en knapt så vidtgående løsning, som ministeren lagde op til.

Så stort på anbefalinger

Det har heller ikke stillet ham bedre, at ministeren i de politiske forhandlinger har spillet ud med elementer, der ikke var blandt anbefalingerne fra det ekspertudvalg, som siden Ole Birk Olesens (LA) tid i Transport- og Boligministeriet har set på mulige modeller til at ændre den snart verdensberømte paragraf 5, stk. 2 i boligreguleringsloven.

Den såkaldte renoveringsparagraf er brugt flittigt af investorer og udlejere i årevis, og blev i sin tid opfundet som et incitament til at netop at investere og dermed aflaste de offentlige kasser.

Udenlandske ejendomsinvestorer er aktive i Danmark – og danske investorer som eksempelvis ATP, PFA og Pensiondanmark er ligeledes aktive i udlandet. Ingen er tjent med at sætte hegn op eller gøre det illigitimt at lade andre end danske investorer investere i danske ejendomme. Slet ikke, når også danske pensionsopsparere har økonomisk gavn af at være medinvestorer i ejendomme uden for landets grænser.

Så kan man altid diskutere, om visse investorer bidrager nok til opgaven med at modernisere boligmassen og skabe attraktive byområder, eller om de mest har kortsigtet indtjening for øje.

Men ingen minister har endnu taget skade af at agere diplomatisk i stedet for at råbe ad sine modstandere.

Ingen politisk aftale om boligindgreb – blå partier lancerer alternativt udspil

Minister begræder kuldsejlet boligindgreb: "Jeg er superærgerlig over det"

Blå blok og De Radikale finder flertal for boligindgreb uden om regeringen

ABF-direktør: Ministers udspil til boligindgreb imødekom andelsboliger fint 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også