Realdania parat med 73 mio. kr. til landets yderområder

Foreningen Realdania vil med et nyt vækstinitiativ skyde penge i en række større byer i landets yderområder. Områdernes kommuner skal selv aktivt tage stilling til, hvordan byer skal udvikles, mener direktør.
Anne Skovbro, filantropidirektør i Realdania. | Foto: Bjarke Ørsted
Anne Skovbro, filantropidirektør i Realdania. | Foto: Bjarke Ørsted

I mange af de danske yderområder oplever man i disse år, at indbyggertallet vokser, men ifølge foreningen Realdania får byerne ikke andel i væksten, der i stedet går til områdernes mindre byer. Derfor vil Realdania over de kommende år investere 73 mio. kr. i en række kommuner, som skal samle og styrke udviklingen i hovedbyerne, som eksempelvis Hjørring, Rønne eller Nykøbing Falster.

"De større byer i yderområderne, det vi kalder hovedbyerne, har et potentiale som dynamo for udviklingen i et større geografisk område. Men byerne er samtidig også udfordret af samfundsudviklingen på en række områder. Det er derfor vigtigt, at kommunerne tager aktivt stilling til, hvordan deres hovedbyer skal udvikle sig i fremtiden, og hvad der skal skabe liv og aktivitet i bymidten og de centrale byrum," siger Anne Skovbro, filantropidirektør i Realdania, i en pressemeddelelse.

Blandt de udfordringer, som yderområderne ifølge Realdania står over for, er en ændret demografi med mange ældre borgere, nye erhvervsstrukturer, hvor traditionelle erhverv forsvinder, ændrede indkøbsmønstre og mulighed for nye placeringer af detailhandlen uden for bymidterne.

Fokus på hovedbyerne

Foreningens mål er at undersøge, hvordan yderområdernes hovedbyer kan få en styrket position og agere vækst- og udviklingsmotor for hele området. Indsatsen kommer i forlængelse af et samarbejde mellem Erhvervsministeriet, KL og Realdania, som hjalp 25 kommuner i yderområderne med netop at sætte fokus på en eller flere hovedbyer i kommunen.

"I Odsherred Kommune har man f.eks. valgt at flytte teatret ind i en tidligere Irma-butik på hovedgaden i Nykøbing. Det er et godt eksempel på, hvordan man kan erstatte den detailhandel, der nogle steder kommer til at ligge i udkanten eller uden for byen, med nye tilbud og aktiviteter, så man fortsat har en levende og attraktiv bymidte. Det er denne omstilling af bymidterne, som vi med vores nye indsats vil understøtte i en række kommuner," siger Anne Skovbro.

Realdania forventer, at støtten i løbet af foråret 2018 vil blive uddelt til en række udvalgte kommuner, der ønsker et projekt eller en plan, der skal styrke deres hovedby.

600-årig ruin skal flyttes for at gøre plads til nybyggeri 

Filantropisk forening vil tidligt ind i projekter for at sikre en sund økonomi 

Lego-pengetanks samarbejde med boligforening får grønt lys 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også