
Realdania bestræber sig på at gå tidligt ind i et projekt, når den filantropiske investeringsforening har besluttet at give penge. Det fortæller filantropidirektør Anne Skovbro i et længere interview med Børsen.
"Vi har absolut ingen interesse i at støtte et projekt, der ikke er økonomisk bæredygtigt. Derfor involverer vi os ofte allerede i projektfasen. Vi har her i landet rigtig mange glade optimister, og det er fint, men der kan også være en tendens til at være lidt for optimistisk, når man skal ud og søge penge til et givent projekt," siger hun om de mange ildsjæle, der sender ansøgninger til foreningen.
Realdania har siden år 2000 uddelt 17,2 mia. kr. i filantropiske bidrag, og overfor Børsen erkender Anne Skovbro, at foreningen bakser med et elitært image. Derfor ser hun gerne, at foreningen bliver "endnu mere" folkelig i fremtiden ved at støtte flere forskelligartede projekter.