Goldschmidt, NREP og Casa ser lyst på 2017

Investorernes sult efter boligudlejningsejendomme vil fortsætte ind i 2017, ligesom også efterspørgslen på lager- og logistikejendomme er stigende. Det konkluderer flere store investorer i ny forventningsanalyse fra EDC.
Lars Hansen, investeringschef i NREP Logicenters. | Foto: PR
Lars Hansen, investeringschef i NREP Logicenters. | Foto: PR

En øget efterspørgsel på erhvervs- og boligudlejningsejendomme i det kommende år – det er konklusionen i mægleren EDC Erhvervs forventningsanalyse for det kommende år, hvori  NREP, Casa og M. Goldschmidt Ejendomme uddyber synspunktet.

I analysen fremgår det, at ni ud af ti adspurgte investorer forventer at investere yderligere i fast ejendom i det kommende år, mens over halvdelen vil øge investeringerne næste år i forhold til i år.

Øget interesse for provinsen

EDC konkluderer, at interessen for hovedstaden er intakt, og blandt dem, der fortsat har planer om at investere i der, er ejendomsinvestoren M. Goldschmidt Ejendomme. Selskabet opkøbte tidligere i år en portefølje af boligudlejningsejendomme plus et hotel af Jeudan, men melder om fortsat investeringslyst.

"Vores ambition er fortsat at udvide ejendomsporteføljen af velbeliggende ejendomme i Storkøbenhavn, som har potentiale til en driftsoptimering både på indtægts- og omkostningssiden. Fremadrettet forventer vi en relativ stabil udvikling i vores kerneområde, blandt andet fordi vi på nuværende tidspunkt ikke ser væsentlige ændringer i de makroøkonomiske forudsætninger," siger Søren Bjørn Hansen, investeringsdirektør i M. Goldschmidt Ejendomme, til EDC.

Den store investeringslyst i Storkøbenhavn får dog også investorer til at se mod provinsen for et større afkast, men også på grund af den økonomiske vækst i samfundet. Og her vil M. Goldschmidt også være med.

"Vi har også investeringer i provinsen, blandt andet en meget stor ejendom i Ringsted med 320 lejligheder. Vi glæder os naturligvis over den øgede interesse i at investere uden for Storkøbenhavn, som netop er præget af et lille udbud og mange købere, så vi ser det som naturligt, at investorerne søger uden for deres kerneområder," siger Søren Bjørn Hansen.

Efterspørgsel i Midt- og Nordjylland

Ifølge EDC er interessen i markedet steget markant efter sommerferien. Således melder ejendomsrådgiveren, at der for første gang siden 2008 er færre emner til salg eller leje i Midt- og Nordjylland, end virksomheder og investorer efterspørger.  

”Der bliver virkelig handlet meget. Også efterspørgslen i området omkring Aarhus er stor, men det er som om, at køberne og sælgerne på det seneste har fået lettere ved at mødes. Min opfattelse er, at det hænger sammen med, at køberne har accepteret, at de er på et marked, der nok er prissat højt, men at den høje pris er præmissen for at komme ind på markedet," forklarer Steen Storgaard Møller, investeringschef i EDC Erhverv i Aarhus.

Stabilt lejeniveau på logistikejendomme

Det er dog ikke kun boligudlejningsejendomme, som der er rift om. Den store ejendomsinvestor NREP, der investerer og forvalter moderne logistikejendomme under NREP Logicenters, har lejere til flere lager- og logistikejendomme, end selskabet kan skaffe.

"Havde vi haft ledige ejendomme inden for moderne logistik og lager, kunne vi leje dem ud med det samme. Men det har vi ikke, og udbuddet er meget lille. Der er mangel," siger Lars Hansen, investeringschef i NREP Logicenters til EDC og tilføjer:

"Det er lidt som med hønen og ægget. Hvad kommer først, udbuddet eller efterspørgslen? Lejerne, som søger, skal ofte bruge faciliteterne inden for ca. tre måneder. Hvis vi bygger nyt, står det først klart efter 10-12 måneder, og så langt ud i fremtiden er det på den anden side svært at få nogen til at binde sig, hvis behovet er her og nu," siger han.

Bygherre sikker på succes med kæmpe logistikinvestering i Køge

Og netop logistikejendomme er et segment, som NREP vil fokusere på de kommende år. NREP Logicenters har i dag 350.000 kvm moderne ligistikejendomme i Danmark, og væksten har i år været på ca. 40.000 kvm. Investeringschefen melder om yderligere ekspansion inden årets udgang, skriver EDC.

"Logistik er et segment, vi har en fast beslutning om at vækste i. Vi ejer i forvejen over 1 mio. kvm ejendomme af denne type i Norden og bygger for tiden ca. 30.000 kvm i Ishøj til Foodservice Danmark. Vores oplevelse er, at der findes en ubalance i markedet for moderne logistik-ejendomme. Det giver nogle muligheder samtidig med, at lejeniveauet i dette segment er relativt stabilt," siger Lars Hansen til EDC.

Byggelyst i Aarhus og trekantsområdet

Den store sult efter boligudlejningsejendomme og i stigende grad også lager- og logistikejendomme udmønter sig også i en øget byggelyst i Danmark. Det har udviklings- og entreprenørselskabet Casa haft held med at udnytte , og selskabet er på få år blevet en betydelig aktør på markedet for nybyggeri og udvikling over hele landet, skriver EDC.

Casa er blandt andet sammen med NREP i færd med at bebygge kunstige øer i Sydhavnen i København med eksklusive lejligheder, men melder også om aktivitet i Aarhus og provinsen.

"Vi har også rigtig mange projekter i gang i Aarhus. Interessen breder sig videre til de større provinsbyer som Horsens, Herning og Trekantsområdet," siger Rasmus Holbech, senior developer i Casa.

Selskabet har netop udviklet et boligprojekt i Aarhus på 29.000 kvm, som hurtigt blev solgt til fem investorer, ifølge Rasmus Holbech.

"Når aviserne skriver om det, ringer folk og spørger, om de kan købe det, og hvorfor vi ikke har kontaktet dem, da vi gik i gang. Sådan er det for tiden," siger Rasmus Holbech.

Samlet set vurderer EDC, at både investorer inden for boligudlejningsejendomme, industriejendomme og nybyggeri er sultne på mere. I kobling med forventningsanalysen, hvor 54 pct. af investorerne forventer at øge deres ejendomsinvesteringer i 2017, efterlader det et positivt indtryk af et ejendomsmarked i en fortsat opgangsfase, fremgår det.

Det er ifølge EDC fortsat boligudlejningsejendomme, der ligger i top med hele tre ud af fire adspurgte, der forventer at investere i netop dem.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også