Norsk milliardær vil bygge nyt hotel i Aarhus

Den norske hotelkonge Petter A. Stordalen, der skal ombygge den gamle centralpostbygning i København til hotel, vil nu også bygge hotel i Aarhus. Dermed er han i konkurrence med Aarhus-byudvikler, der også viser interesse for samme lokation.
Peter Stordalen til pressemødet i København i forbindelse med den gamle Postterminal. | Foto: Astrid Krysfeldt
Peter Stordalen til pressemødet i København i forbindelse med den gamle Postterminal. | Foto: Astrid Krysfeldt

Nordic Choice Hotels med den norske hoteludvikler Petter Stordalen i spidsen vil etablere et nyt stort hotelprojekt i Aarhus. Dermed kan det blive kædens første hotel på jysk jord.

I konkurrence med byudvikleren Rune Kilden har Petter A. Stordalen nu budt på en grund i bydelen Aarhus Ø, den nye bydel på havnefronten i Aarhus, skriver Århus Stiftstidende.

Hvis det bliver Petter Stordalen, der løber med grunden, er planen at etablere et Clarion-hotel, der skal udstyres med 400 værelser samt konferencecenter, der kan understøtte konferencer med op til 2500 deltagere.

Nordic Choice Hotels er gået sammen med entreprenøren A. Enggaard sammen med arkitekterne Schmidt Hammer Lassen om buddet på det mulige hotelprojekt i Aarhus, Clarion Hotel Seafront.

"Aarhus Ø er Aarhus' nye, samlende bydel, hvor byliv, business og boliger spiller sammen – og hvor Clarion Hotel Seafront­ bliver det naturlige midtpunkt. I Sverige har vi både i Malmø og i Gøteborg gjort vores hoteller til et samlende midtpunkt, og erfaringerne fra de projekter vil vi bruge på Aarhus Ø," siger Petter A. Stordalen i en pressemeddelelse.

Hotel med spa og skøjtebane

Det 24.000 kvm store hotel er planlagt til at have 400 værelser og suiter, konference- og udstillingsfaciliteter, wellness, spa, vinterbad, restauranter, kaffe- og juicebar samt en udendørs kombineret skøjtebane og dansegulv.

I meddelelsen fremhæver man hos Nordic Choice Hotels, at konferencefaciliteter til at huse store konferencer i dag er en mangelvare i Aarhus. Et nyt hotel kan således give byen helt nye muligheder for at tiltrække store, internationale konferencer – med alt hvad det indebærer af økonomisk vækst til byen.

I forvejen har Nordic Choice Hotels fire hoteller i Danmark; et Comfort Hotel på Vesterbro, Skt. Petri Hotel også i København, et Quality Hotel i Kastrup og et Quality Hotel i Høje Taastrup.

Derudover blev det for nyligt afsløret ved et storstilet pressemøde, at det også er Nordic Choice Hotels, der skal stå for transformationen af den gamle centralpostbygning i København, som skal genoplives som luksushotel som en del af hotelkæden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også