Cowi vinder opgave på forskningscenter til milliarder

Et banebrydende svensk forskningsanlæg til en pris på mere end 10 milliarder skal projekteres af Cowi.  
Foto: PR
Foto: PR

Rådgiverkoncernen Cowi er blevet udvalgt som en af de ledende rådgivere på byggeriet af det svenske forskningsanlæg ESS, European Spallation Source, i Lund.

Byggeriet af forskningsanlægget, som får den mest kraftfulde lineære protonaccelerator, der nogensinde er blevet bygget, løber op i en pris på 1,84 mia. euro (ca. 13,5 mia. kr.). Værdien af Cowis projektering er på 48 mio. svenske kr. (ca. 36 mio. kr.).

"Vi er beærede over at blive udvalgt til at drive detailprojekteringen af target-bygningen på et anlæg i denne størrelsesorden. Det er langt mere end et infrastrukturprojekt. Det bliver et verdens førende forskningsanlæg, der bruger neutroner, og kan potentielt gøre en stor forskel for international forskning," udtaler Jacob Egede Andersen, der er markedschef i Cowi og som skal lede projektet, i en pressemeddelelse.

Skal modstå jordskælv

Ved produktionen af neutroner til forskningen vil der blive genereret ioniserende stråling, og for at leve op til de deraf følgende sikkerhedskrav skal bygningen kunne modstå et potentielt jordskælv, som finder sted en gang for hver 1 million år. Det betyder, at væggene skal være op til 4 meter tykke, og gulvene skal være tilsvarende tunge. 

Planen fra Cowi side er blandt andet at trække på sine erfaringer med projektering af verdens største broer samt metrotunneller af beton i områder med seismisk aktivitet, skriver selskabet i pressemeddelelsen.

I øjeblikket er Jacob Egede Andersen ved at samle et team af eksperter til opgaven.

"Vi vil have fokus på projektstyring og sikre, at ingeniørerne fra de forskellige afdelinger kan trække på deres fælles erfaringer fra detailprojekteringer på de største broer i områder med kraftig seismisk aktivitet som f.eks. Californien eller Bosporus i Tyrkiet. Betoneksperterne har erfaring fra metro-projekter i København, Athen og Doha, og disse erfaringer skal kombineres med vores viden om håndtering af ioniserende stråling, som bibringes af de eksperter, der har arbejdet med afvikling af atomanlægget på Forskningscenter Risø," udtaler Jacob Egede Andersen i pressemeddelelsen.

Store opfindelse venter

Projekteringen af ESS er ifølge Cowi en yderst kompliceret affære, og det skal godkendes af den svenske sikkerhedsmyndighed Strålsäkerhetsmyndigheten. Desuden er der en meget fast deadline for byggeriet, hvor den såkaldte detailprojektering af Target-bygningen skal være færdig i juni 2017.

Cowi fik projektet i hus i oktober 2016 som følge af sin rammeaftale med ESS fra 2014. Det kører indtil 2019, hvor det forventes, at forskningsanlæggets protonaccelerator vil sende sit første "skud" afsted.

Planen med det avancerede forskningsanlæg er, at det skal kunne byde velkommen til 2000-3000 videnskabsfolk fra hele verden hvert år. For ESS bliver et tværfagligt forskningscenter, der er baseret på verdens mest kraftfulde neutronkilde, og forskningen vil potentielt kunne føre til de næste store opfindelser inden for medicin, miljøteknologi, energi, kulturarv eller grundlæggende fysik.

Det er Sverige og Danmark, der er værter og skal stå for 47,5 pct. af byggeriet og 15 pct. af driftsomkostningerne, der lyder på 140 mio. euro om året (ca. 1 mia. kr.).

Store entreprenører vokser mest på opsvinget

Indtjeningen halter efter vækst hos Cowi

Regelrod i hospitalsbyggeri til 1,6 mia. kr. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også