Ny kontorejendom med god beliggenhed melder tæt på fuldt hus

På blot et par måneder er kontorlokalerne i FDB's gamle trikotagefabrik på Islands Brygges Artillerivej blevet fyldt, så der blot er et enkelt af 12 lejemål tilbage. Det skriver erhvervsmæglerfirmaet Lintrup & Norgart, der har til opgave at fylde den tidligere fabriksbygning med kontorlejere, i en pressemeddelelse.
Det ledige lejemål på 557 kvm svarer til 6,2 pct. af ejendommens i alt 9000 etagemeter. Dermed afspejler trikotagefabrikken nogenlunde tal fra portalen Oline.dk, der viser, at ca. 7,7 pct. af kontorerne i København stod tomme ved indgangen til årets andet kvartal. Jesper Norgart, partner i Lintrup & Norgart, udtaler meddelelsen, at det er gået så stærkt med udlejningen i denne kontorejendom, fordi der er tale om en god beliggenhed og en omfattende renovering.
"Det har kun taget få måneder at få bygningen næsten fuldt udlejet. Ejendommen er transformeret til et topmoderne og kreativt kontormiljø med respekt for den oprindelige rå fabriksstil," udtaler Jesper Norgart i pressemeddelelsen.
I 2015 overtog en privat investor den gamle fabrik, som han istandsatte for et tocifret millionbeløb. Den tidligere trikotagefabrik består af ca. 9000 kvm fordelt på seks etager.
Lejerne er ifølge Jesper Norgart især iværksættere og virksomheder inden for it og kreative fag, herunder arkitektfirmaet Dissing & Weitling og den tidligere fodboldspiller Daniel Aggers Tattoodo.com.
Resultatet stormer frem hos erhvervsmægleren Colliers