Cafékæde på vej med nyåbninger

Vivaldi-kæden med 17 caféer har kig på to nye placeringer i København og to i Jylland.
Foto: PR
Foto: PR
AF RITZAU FINANS

Flere gæster og nye caféer var med til at trække overskuddet op hos cafékæden Vivaldi, der også har planer om vokse sig endnu større det kommende år.

I løbet af det seneste regnskabsår, der løber fra juli sidste år til udgangen af juni i år, har kæden for første gang slået dørene op til en café i Odense, og året forinden blev der åbnet caféer under Vivaldi-navnet i både Frederica og Esbjerg.

De nye caféer har hos Vivaldi Gruppen trukket godt op i både omsætningen og bruttofortjenesten, og sidstnævnte steg til 108,7 mio. kr. fra 98,8 mio. kr. året forinden.

"Det er både åbningerne, der har bidraget, og så har vi også haft flere gæster, og forretningen er derfor også vokset organisk," siger Thomas Munkholm, der er udviklingsdirektør hos Vivaldi.

I april i år skiftede cafékæden også i samarbejde med en ekstern kok både det tidligere menukort og vinkort ud, og det har ifølge Vivaldi selv vist sig at være en succes.

"Vi har aldrig gået ned på kvalitet, men vi har prøvet at højne kvaliteten lidt og følge med tiden. Det har gæsterne taget rigtigt godt imod," siger Thomas Munkholm.

"Vi ansatte et eksternt firma, og vi valgte en kvindelig kok ud, da vores primære publikum er kvinder. Omkring 70 pct. af vores gæster er kvinder, og det var også væsentligt at huske på, da det nye menukort blev udviklet," siger Thomas Munkholm.

Samtidig har Vivaldi satset på at løfte salget af cocktails på kædens caféer, og det lykkedes også i det afsluttede regnskabsår.

"Vi har et stort fokus på cocktails, og vi har et cocktailkort, der ligger fremme hele dagen. Det har resulteret i, at vi sælger drinks hele dagen - og det er ikke kun i sommerperioden," siger Thomas Munkholm.

Den varme og solrige sommer var også med til at sikre kæden medvind i regnskabsåret, der sluttede ved udgangen af juni. Vivaldis caféer ligger nemlig på placeringer rundt om i landet, hvor der er god mulighed for udeservering.

"Der er ingen tvivl om, at det har påvirket os positivt. Sommeren sidste år blev ikke særligt god, og det kunne vi også tydeligt mærke. Selvfølgelig mærker vi den gode sommer. Vi har altid udendørsservering ved vores placeringer, og pladserne er bedre besat, når vejret er godt," siger Thomas Munkholm.

De seneste år har Vivaldi åbnet en stribe nye caféer, og indtil videre kan gæster besøge kæden 17 forskellige steder i landet. Det seneste skud på stammen er caféen på Amagerbrogade i København, som åbnede i august i år, og i januar var det caféen i Odense, der slog dørene op.

I regnskabet for 2017/18 fremgår det, at der i perioden blev brugt flere penge på åbningen af nye caféer, end ledelsen først havde regnet med, men alligevel formåede Vivaldi at løfte overskuddet til 9,1 mio. kr. fra 6,6 mio. kr. året forinden.

Ifølge direktøren skyldes afvigelsen fra budgettet, at det er svært forudse omkostningerne til nyåbninger, da det i høj grad afhænger af ledige placeringer, og hvornår caféen slår dørene op.

Også i løbet af de kommende år er der flere caféer på vej, og inden udgangen af juni næste år kan københavnerne se Vivaldis hvide logo to nye steder i byen. Den ene café vil åbne ved siden af Magasin, og det er planen, at den skal have 600 siddepladser.

Lige nu er Vivaldi desuden i forhandlinger om at starte endnu en café i København med 400 siddepladser og også om at åbne to nye caféer i Jylland.

Ambitionen er også inden for en årrække at kunne byde gæster velkommen på Vivaldi-caféer i udlandet, og her er særligt Nordtyskland og Sydsverige interessante markeder, fortæller direktøren.

"Det er helt klart noget vi overvejer, men vi er lige nu på det stadie, hvor vi udbygger vores netværk i udlandet, men hvis noget interessant dukker op, slår vi til," siger Thomas Munkholm.

Cafékæde booster toplinjen gennem nyåbninger og organisk vækst

Odense bliver 16. nål på landkortet for cafekæde

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også