Ejendomsudvikler vil lave helt ny torvekarré i Horsens

Nedsænket parkering, nye boliger og grønne friarealer er på tegnebrættet hos privat ejendomsudvikler i midten af den østjyske by.
Foto: Cowi/Geodatastyrelsen
Foto: Cowi/Geodatastyrelsen

En privat ejendomsudvikler ønsker at udvikle en torvekarré ved Borgergade, Torvet og Kattesund i Horsens midtby, skriver Horsens Kommune i en pressemeddelelse. Projektet går ud på at omdanne det indre gårdareal i Torvekarréen til et aktivt gårdmiljø med punkthuse, grønne opholdsarealer og parkering.

Projektet omfatter også en dagligvarebutik og nye boliger ud mod Borgergade samt en række nye boliger mod Kattesund. Endnu er projektet kun på det indledende planlægningsstadie, hvor Plan- og Miljøudvalget tirsdag den 8. maj 2018 blev orienteret, men udvalgsformand Martin Ravn (V) er positivt stemt.

"Det er et utroligt spændende byggeri, der kan blive skabt inde midt i centrum, og det er en type byfortætningsprojekt, vi ikke tidligere har set i Horsens, men primært kun i byer som Aarhus og København," siger Martin Ravn i meddelelsen.

Planområdet er på ca. 9300 kvm, og i alt er der planlagt ca. 158 nye boliger, som bygges i de tre punkthuse i gårdrummet samt i dele af randbebyggelsen mod Kattesund og Borgergade. Med projektet ønsker den private ejendomsudvikler at fortætte gårdrummet med et delvist hævet gårdrum og et delvist nedsænket parkeringsdæk samt tre punkthuse i max seks etager.

En evt. realisering af projektet vil kræve et kommuneplantillæg og en lokalplan for området, ligesom der skal laves en miljøvurdering. Skal der bygges en dagligvarebutik i Borgergade, vil det desuden kræve, at gaden skal ensrettes fra øst mod vest.

"Der er mange forhold, vi skal have belyst, inden projektet evt. kan realiseres, men, at der er nogen, der gerne vil investere i sådan et projekt i Horsens, viser, at Horsens er en rigtig spændende by for mange investorer – nu også med denne type byggeri," siger Martin Ravn.

Projektet falder i tråd med de retningslinjer for byfortætning, der er blevet vedtaget i Kommuneplan 2017, hvor hensigten er at bygge tættere inden for de nuværende boligområder i stedet for at udlægge nye områder til boliger.

Familiefond køber Horsens-hotel - vil lave det om til studieboliger

Investeringsbank løber med logistikejendomme i trecifret millionhandel

PFA investerer 126 mio. kr. i boliger og erhverv i Horsens

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også