Colliers i Danmark er blevet solgt

Den kontrollerende aktionær hos erhvervsmægleren Colliers International har solgt sin ejerandel. Direktør venter ingen større omvæltninger, siger han til EjendomsWatch.
Grundlægger af Collers i Danmark, Hans Vestergaard (nr. to fra højre), giver håndtryk med Colliers Internationals europachef Chris McLernon. Yderst til venstre ses direktør Peter Lassen, mens adm. direktør Jeppe Schønfeld står yderst til højre. | Foto: PR
Grundlægger af Collers i Danmark, Hans Vestergaard (nr. to fra højre), giver håndtryk med Colliers Internationals europachef Chris McLernon. Yderst til venstre ses direktør Peter Lassen, mens adm. direktør Jeppe Schønfeld står yderst til højre. | Foto: PR

Erhvervsmægleren Colliers International, der i Danmark hidtil har haft bestyrelsesformand og grundlægger Hans Vestergaard som majoritetsaktionær, er fremover majoritetsejet af den internationale ejendomsrådgiver af samme navn og med børsnotering i Toronto.

Det oplyser Colliers International.

"Vi ser mere og mere konsolidering i branchen, og det er det her også et udtryk for. Colliers har købt op i bl.a. Tyskland og Holland, så jeg ser det som et naturligt skridt, når der nu opstod en mulighed for at overtage Hans Vestergaards aktiepost," siger Jeppe Schønfeld, adm. direktør hos Colliers International i Danmark (CID), til EjendomsWatch.

Chris McLernon, europachef hos Colliers, supplerer i en pressemeddelelse:

"Det danske marked er stærkt og etableret i Europa og repræsenterer en attraktiv vækstmulighed for Colliers. En markedsledende position i Danmark er endnu et led i vores vækststrategi for regionen, det vil give os mulighed for at udvide vores aktiviteter i de nordiske lande og sætte os i stand til at servicere kunder, uanset i hvilket land de driver virksomhed," siger han, der er tiltrådt som ny bestyrelsesformand.

Prisen fremgår ikke.

Hans Vestergaard, der har solgt sin ejerandel, fortsætter som aktiv mægler og rådgiver. Direktionen vil, udover Jeppe Schønfeld, fortsat også bestå af direktør Peter Lassen. Direktørerne i de lokale afdelinger fortsætter i deres nuværende roller som daglige ledere af afdelingerne, fremgår det.

"Vores ledelse er dedikeret til en lang fremtid med Colliers og ser frem til at udnytte de globale fordele og levere professionel rådgivning til kunder i hele verden. Alle hos CID er meget begejstrede for vores nye partnerskab og muligheden for at skabe fælles vækst fremover," lyder det i meddelelsen fra Jeppe Schønfeld.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også