Mægler ser milliardudvidelse hos Novo skabe boligboom på Vestsjælland

Med investeringer i fabriksudvidelser for 18 mia. kr. præger medicinkoncernen Novo Nordisk hele ejendomsmarkedet i Kalundborg og omegn, siger partner hos Nordicals Sjælland.
Aktuelt har Novo Nordisk ca. 4000 medarbejdere i Kalundborg, og selskabet har indtil videre investeret over 36 mia. kr. i byen frem til 2027. | Foto: PR / Novo Nordisk
Aktuelt har Novo Nordisk ca. 4000 medarbejdere i Kalundborg, og selskabet har indtil videre investeret over 36 mia. kr. i byen frem til 2027. | Foto: PR / Novo Nordisk

Produktionen hos Novo Nordisk vokser med lynets hast, og dens indvirkning på arbejdsmarkedet og tilflytningen til Kalundborg kan mærkes på ejendomsmarkedet. Det gælder ikke kun i Kalundborg, men i hele den vestlige del af Sjælland.

Det forklarer Henrik Nikolajsen, der er partner i Nordicals Sjælland, i en pressemeddelelse:

”Novos enorme vækst påvirker boligefterspørgslen meget,” siger han.

Indtil videre er det i langt overvejende grad aktører med i forvejen kendskab til Kalundborg, som bygger og investerer i boligejendomme i området. Det inkluderer bl.a. Scanestate, der planlægger at opføre 110 nye rækkehuse i området til en værdi af omkring 170 mio. kr.

Som undtagelse fra reglen har pensionsselskabet AP Pension via datterselskabet AP Ejendomme købt en 13.800 kvm grund i Kalundborg, hvor pensionskassen er ved at bygge 97 lejeboliger. Disse forventes at stå klar til indflytning i sommeren 2024.

Henrik Nikolajsen forklarer, at han også har haft samtaler med andre pensionskasser og investorer, der arbejder sammen med projektudviklere i området.

”De afventer dog stadig på grund af den aktuelle markedssituation med høje bygge- og materialepriser samt mindre gunstige rente- og belåningsforhold, kombineret med ikke mindst det lidt lavere huslejeniveau i Kalundborg,” udtaler han.

Trængsel i Kalundborg

I Kalundborgs periferi optager erhvervsområderne meget plads, hvilket gør boligbyggeri svært at placere tættere på byen. Partneren i Nordicals Sjælland påpeger, at oplandet til Kalundborg i disse år bliver kraftigt udbygget med boliger.

”Vi har solgt en del arealer i små byer uden for Kalundborg, men vi kunne sælge mange flere, hvis man fik plangrundlag på plads til at udvikle flere boliger ved at renovere nogle af de gamle boligejendomme i Kalundborgs midtby,” udatler Henrik Nikolajsen.

Novo Nordisks fortsatte ekspansion i Kalundborg gavner byen og markedet som helhed, men udfordringer er uundgåelige, mener han.

Erhvervsmægleren påpeger, at der ikke er ubegrænset erhvervsjord til rådighed, hvilket kan føre til begrænsninger for medicinkoncernen og andre virksomheder.

”Dette betyder, at virksomheder måske i stedet vælger at etablere sig i Holbæk, Slagelse eller andre byer, hvilket kan medføre en opbremsning i Kalundborg, men samtidig give et stort løft til de omkringliggende kommuner,” forklarer Henrik Nikolajsen.

I 2021 meddelte Novo Nordisk, at koncernen ville investere 17 mia. kr. i en udvidelse af sin produktion i Kalundborg og efterfølgende udvidede dette beløb med 1 mia. kr. Når udvidelsen ifølge planen er gennemført i 2027, vil der samtidig være skabt yderligere 420 nye stillinger.

Ifølge Danmarks Statistik vil befolkningen i Kalundborg Kommune vokse med 2,9 pct. frem mod 2035.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også