Digital mægler henter tidligere dagligvare-direktør

Tidligere adm. direktør i Coop Invest rykker til Truemarketvalue, hvor han skal rådgive kunder om køb og salg af erhvervsejendomme. ”En stærkere ejendomsforståelse er svær at finde,” udtaler topchef.
Allan Kehlet Rieck (t.v.) og Henrik Kirketerp. | Foto: PR / Truemarketvalue
Allan Kehlet Rieck (t.v.) og Henrik Kirketerp. | Foto: PR / Truemarketvalue

Det digitale mæglerfirma Truemarketvalue har ansat Henrik Kirketerp. Det skriver selskabet på Linkedin.

”Velkommen til Henrik Kirketerp, der er startet hos os for at rådgive vores brede vifte af kunder med køb og salg af erhvervsejendomme,” skriver Truemarketvalue i opslaget.

Henrik Kirketerp har en fortid i Coop Invest, hvor han fra 2014 til 2021 var adm. direktør og havde plads i koncernledelsen. Før dette var han direktør i Dansk Supermarked, hvor han var ansat i 25 år.

Endnu før dette var han ansat i A.P. Møller-Mærsk, hvorfra han kender Truemarketvalues adm. direktør og stifter, Allan Kehlet Rieck.

”Jeg har arbejdet sammen med Henrik i A.P. Møller Gruppen og ved, at Henrik besidder den helt rigtige kombination af høj faglighed, stærke værdier og en behagelig personlighed. Egenskaber som jeg mener sikrer den rette forudsætning for at levere troværdig og seriøs rådgivning til vores vigtige kunder. Jeg føler også Henrik kender hvert en gade i Danmark, så en stærkere ejendomsforståelse, er svær at finde,” udtaler Allan Kehlet Rieck i Linkedin-opslaget.

Han bakkes op af Henrik Kirketerp, der også udtaler sig i Truemarketvalues opslag:

”Jeg har god erfaring med anvendelse af digitale auktioner og ejendomshandel – og tror meget på Truemarketvalue-projektet. Jeg vil gerne bidrage med min store erfaring fra branchen og ønsker ligesom resten af TMV-teamet at højne kvalitetsniveauet og transparensen for ejendomshandel,” udtaler Henrik Kirketerp.

Henrik Kirketerp fortsætter som sagkyndig dommer i Sø- og Handelsretten samt diverse bestyrelsesposter i blandt andet Royal Danish Yacht Club, oplyser Truemarketvalue i opslaget.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også