Arkitekter bag koldkrigsmuseum i atomsikker bunker er fundet

Atombunker langt inde i Rold Skov skal transformeres til Danmarks nye museum om den kolde krig. Hele projektet løber op i 74 mio. kr. I mange år var bunkeren en velbevaret hemmelighed.
Foto: PR/Realdania
Foto: PR/Realdania

Holdet som skal slå stregerne til Danskernes Koldkrigsmuseum i Rold Skov er fundet.

Det er en af landets største arkitektvirksomheder i form af Aart Architects, der sammen med udstillingsarkitekterne Thøgersen & Stouby, landskabsarkitekterne SLA og ingeniørfirmaet Niras, som har vundet opgaven.

Museet om den kolde krig skal indrettes ovenpå og inden i en atomsikker bunker langt inde i Rold Skov i Nordjylland.

Realdania har støttet kulturprojektet med 30 mio. kr. – hele projektet kommer til at løbe op i 74 mio. kr.

Bunkeren, Regan Vest, er landets bedst bevarede koldkrigsbunker, skriver Realdania i en pressemeddelelse.

Det store anlæg måler i alt 5500 kvm og blev bygget i 1960'erne under den kolde krig med det formål at huse regering og regenten i tilfælde af, en atomkrig skulle bryde ud. Bunkeren blev fredet i 2014 og står stadig med alt originalt interiør intakt.

Anlægget var i mange år en velbevaret hemmelighed og et lukket sted for offentligheden.

Nordjyllands Historiske Museum har siden 2013 arbejdet på at åbne regeringsanlægget op for offentligheden.

Billede nede fra bunkerens gange. | Foto: PR/Realdania
Billede nede fra bunkerens gange. | Foto: PR/Realdania

Når den åbner for publikum i 2021, vil der kun være adgang via guidede rundvisninger. Netop derfor skal der ved siden af bunkeren bygges en velkomst- og udstillingsbygning med diverse publikumsfaciliteter, udstillinger og læringscenter.

"Det er en enig dommerkomité, der har peget på teamet, som med sit forslag har formået at skabe en løsning, hvor den eksisterende bunker og den tilhørende maskinmesterbolig sammen med det unikke naturområde og den nye bygning fremstår som en naturlig helhed," udtaler Claus Holm, der er formand for Ejendomsfonden Regan Vest.

"Den nye udstillingsbygning etableres som fire delvist nedgravede bokse, der let skjult bag en skovtykning gradvist toner frem for den besøgende. Flowet både mellem de fire bokse – og mellem samtlige dele af Regan Vest – Danskernes Koldkrigsmuseum – er løst både logisk og enkelt, og det vil give publikum en spændende totaloplevelse," fortsætter han.

Ud over Realdania er holdet bag museumsprojektet Nordjyllands Historiske Museum, Augustinus Fonden, Region Nordjyllands Vækstforum, Aalborg Kommune og Rebild Kommune.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også