Entreprenørkoncernen Aarsleff skruer i sit regnskab for årets første ni måneder op for forventningerne til omsætningsvæksten for hele året, mens forventningerne til driftsresultatet fortsat lyder på 480 mio. kr.
Prognosen for omsætningsvæksten lyder nu på 10 pct. mod tidligere 7 pct., efter at koncernen i løbet af regnskabsårets første ni måneder har realiseret en omsætningsvækst på 13,3 pct. til lige knap 10 mia. kr.
"Omsætningsvæksten kan primært henføres til Anlæg & Byggeri-segmentet, hvor omsætningen er steget med 14,3 pct. som følge af fortsat høj aktivitet inden for havneudvidelser, byggeri i Københavnsområdet samt øget aktivitet inden for segmentets jernbaneaktiviteter," skriver selskabet i regnskabet.
I Funderingssegmentet er omsætningen steget med 17,5 pct. primært som følge af fortsat høj aktivitet på det danske marked for byggegruber og opkøbet af Neidhardt Grundbau GmbH i Tyskland. Omsætningen i Rørtekniksegmentet er steget med 4,9 pct.
Resultat af primær drift (EBIT) landede på 377 mio. kr. og steg fra 343 mio. kr. i samme periode sidste år.
Resultatet er, som selskabet oplyste om i sit regnskab for første kvartal, påvirket af, at Aarsleff led et uventet tab på 72 mio. som følge af en voldgiftssag vedrørende opførelsen af et biogasanlæg.
EBIT-resultatet før indregning af voldgiften er således 449 mio. kr.
Aarsleff opjusterer resultatprognosen for hele året
Aarsleff skal bygge Danmarks højeste bygning
Københavns Lufthavn har valgt rådgivere til milliardudvidelse