EjendomsWatch

Aarsleff opjusterer resultatprognosen for hele året

Både top- og bundlinje udvikler sig bedre end hidtil ventet, lyder det fra entreprenørkoncernen, der ellers for få måneder siden måtte indregne et tab fra en tabt voldgiftssag.

Aarsleff-topchef siden 2018 Jesper Kristan Jacobsen. Foto: Morten Lau-Nielsen.

Et højt aktivitetsniveau inden for anlæg og byggeri giver stærk vækst for entreprenørkoncernen Per Aarsleff, som i sit regnskab for andet kvartal af det forskudte regnskabsår 2018/19 opjusterer forventningerne til hele året.

I regnskabet er koncernomsætningen vokset til 3,0 mia. kr. fra 2,5 mia. kr. i samme periode sidste år, og det primære driftsresultat (EBIT) er øget til 114,8 mio. kr. fra 71,3 mio. kr.

For halvåret er væksten i omsætningen opgjort til 15 pct. til 6,4 mia. kr., mens den primære drift viser en fremgang til 209 mio. kr. mod 178 mio. kr. i første halvår af sidste regnskabsår.

"Resultatet er som tidligere oplyst påvirket af, at Aarsleff i første kvartal måtte indregne et uventet tab på 72 mio. som følge af en voldgiftssag vedrørende opførelsen af et biogasanlæg. Selskabets løbende drift i øvrigt er bedre end forventet, og EBIT før indregning af voldgiften er således 281 mio. kr.," skriver Aarsleff i regnskabet.

Selskabet fortæller, at omsætningsvæksten primært skal ses i lyset af udviklingen inden for Anlæg & Byggeri-segmentet. Her har selskabet haft en vækst i omsætningen for halvåret på 15,6 pct. som følge af fortsat høj aktivitet inden for havneudvidelser, byggeri i Københavnsområdet samt høj aktivitet i Island og inden for selskabets jernbaneaktiviteter.

Inden for segmentet Rørteknik melder selskabet om et resultat "som forventet", mens udviklingen inden for Fundering har været "lidt højere end forventet."

Koncernen venter for hele regnskabsåret 2018/19 nu et et EBIT-resultat på 480 mio. kr. Tilbage i januar nedjusterede selskabet forventningerne til et driftsresultat på 460 mio. kr. fra før 530 mio. kr. som følge af den nævnte voldgiftskendelse.

Forventningerne til omsætningen opjusteres endvidere til en vækst på cirka 7 pct. sammenlignet med sidste regnskabsår mod en tidligere udmelding på cirka 5 pct.

Rambøll og Cowi scorer højt hos studerende — resten af branchen halter efter

Aarsleff skal bygge Danmarks højeste bygning

Københavns Lufthavn har valgt rådgivere til milliardudvidelse

Aarsleff nedjusterer efter tabt voldgiftssag

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier