Arkitekt kritiserer Aarhus' nye arkitektskole for utilstrækkelig bæredygtighed

Set fra et bæredygtighedsperspektiv er den nye arkitektskole i Aarhus New Arch, hvortil første spadestik bliver taget i dag, ikke imponerende, mener Anders Lendager, arkitekt og indehaver af københavnske Lendager Group.
Det skriver JP Aarhus.
Han kritiserer især brugen af beton i byggeriet, da han ikke mener, den måde, man har anvendt beton i New Arch, kan kaldes bæredygtig.
"De fleste moderne byggerier optimerer brugen af beton, bruger mindre fugemasse, lak og maling, men der er stadig tale om nye materialer, som belaster både klima og miljø under fremstilling og senere ved bortskaffelsen, fordi man ikke bygger med genanvendelse for øje. Så alt i alt er byggeriet af New Arch relativt langt fra det optimale set ud fra et klimaperspektiv," siger Anders Lendager til avisen.
Lendager Group, der er en tegnestue med stort fokus på bæredygtigt byggeri, har ellers fungeret som rådgiver for bygherren Bygningsstyrelsen på byggeriet af New Arch.
Bygningsstyrelsen mener dog, at den har fået "fine løsninger i spil", selvom det ikke har været muligt at gøre alt, skriver JP Aarhus.
På selve arkitektskolen mener man, at der kan være fordele ved at bruge beton i et byggeri som New Arch.
"Beton har en lang holdbarhed, et visuelt udtryk og en rigtig god funktionalitet, som passer til vores byggeri og arkitektuddannelsen, hvor det er vigtigt for os at give de studerende rig mulighed for at bygge modeller og projekter mange steder i bygningen. Vi bruger primært beton ved vores forskellige værksteder, og her er det et supergodt og holdbart materiale at bygge med, ligesom det også hjælper os med at lyddæmpe støjen fra vores værksteder," siger Kristine Leth Juul, prorektor på Arkitektskolen Aarhus, til JP Aarhus.
Den nye arkitektskole bliver 15.000 kvm og får placering på Godsbanearealerne i centrum af Aarhus og har et budget på 277 mio. kr.
Den Aalborg-baserede entreprenør A. Enggaard vandt i april 2018 totalentreprisen på projektet.
"A. Enggaard har leveret et fremragende tilbud"
Arkitema Architects skal være bygherrerådgiver på ny arkitektskole i Aarhus
Seks forslag skal dyste om at tegne ny arkitektskole i Aarhus