C.F. Møller skal modernisere vartegn i Stockholm

Arenaen Globen i den svenske hovedstad trænger efter snart 30 år til en opgradering. Det er en arkitektonisk milepæl, vi skal udvikle, siger partner i arkitektfirmaet, der også skal udvikle andre grunde og ejendomme i området for ejendomsselskabet bag.
Foto: PR
Foto: PR

C.F. Møller har fået til opgave at udvikle en af Stockholms mest kendte bygninger, Globen, der skal udvikles til en moderne multiarena. Det skriver arkitektfirmaet i en pressemeddelelse.

Næste år fylder Globen 30 år, og ifølge Stockholms bystyre og ejendomsselskabet Stockholm Globe Arena Fastigheter har den ikoniske bygning brug for både at blive renoveret og moderniseret for at opfylde nuværende og fremtidige behov. Renoveringen omfatter blandt andet udskiftning af udslidte tekniske installationer, overflader, generel belysning, teleskoptribuner og tribunestole.

"Vi er utroligt stolte over at være med til at udvikle et af Stockholms fremmeste vartegn til en moderne multiarena.  Globen er en arkitektonisk milepæl i svensk arkitekturhistorie, og derfor skal der tages stort hensyn og udvises respekt for de kulturhistoriske værdier," siger Mårten Leringe, arkitekt og partner hos C.F. Møller.

Arenaen rummer i dag ca. 16.000 gæster til koncerter. Ved hjælp af ny teknik og forbedrede omgivelser vil man gøre det muligt at tilpasse arenaens kapacitet efter behov. Planen er at udstyre Globen med et hæve-sænke-loft, som med bedre akustik skal passe til såvel koncerter som ishockeykampe.

Ud over at arbejde med arenaen skal C.F. Møller arbejde på at udvikle SGA Fastigheters øvrige grunde og ejendomme i området. I forbindelse med moderniseringen af Globen planlægges også nedrivning af Hovet arena samt to nye underjordiske opvarmnings- og træningsbaner.

Renoveringen af Globen forventes at vare op til tre år, og i løbet af processen skal der kunne finde aktiviteter sted i arenaerne cirka ni måneder om året.

Globen er verdens største sfæriske bygning med en diameter på 110 meter og en loftshøjde på 85 meter. Arenaen blev indviet i 1989 og er tegnet af Berg Arkitektkontor, som siden 2007 har været en del af C.F. Møller. Arkitektarbejdet omfatter idékoncept, opstart af konkurrencegruppe, konkurrenceforslag, byplan samt projektering af byggeri, indretning og skiltning.

Udskældt milliardbyggeri modtager international hæder

C.F. Møller skal tegne en af Sveriges travleste togstationer

C.F. Møller skal tegne domicil for Islands største bank

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også