C.F. Møller skal tegne domicil for Islands største bank

Big og Henning Larsen må se dansk arkitektkonkurrent løbe med opgaven med at slå stregerne til den islandske bank Landsbankinns nye hovedsæde.
Arkitekttegning af den islandske bank Landsbankinns nye hovedsæde i Reykjavik. | Foto: PR
Arkitekttegning af den islandske bank Landsbankinns nye hovedsæde i Reykjavik. | Foto: PR

Den danske tegnestue C.F. Møller Architects og det islandske arkitektfirma Arkthing har sammen vundet en konkurrence om at tegne det nye hovedsæde til den største bank på Island Landsbankinn, oplyser C.F. Møller.

Domicilet kommer til at ligge i landets hovedstad, Reykjavik, hvor det nuværende hovedsæde allerede har hjemme.

"En af forslagets vigtigste dyder er, at arbejdsområderne er ideelle og internt forbundne, hvilket understøtter et moderne projektbaseret arbejdsmiljø. Bygningen er veldesignet til kontor og kommercielle erhverv, og de områder, der er tænkt til udlejning eller salg, er løst med succes. Det er vigtigt, at organiseringen af bygningen er fleksibel og giver mulighed for at justere faciliteterne i forhold til ændringer i driften af banken. Dette er en investering i fremtiden," udtaler Lilja Björk Einarsdóttir, som er adm. direktør for Landsbankinn, i en pressemeddelelse.

Hverken prisen på vinderopgaven eller den samlede værdi af byggeprojektet oplyses.

Bygningen får et grotteagtigt udseende med grå ydrevægge for at afspejle den rå, islandske natur, lyder det.

I byggeprocessen vil der blive lagt vægt på budgetkontrol, siger Helgi Mar Hallgrimsson, partner og arkitekt hos Arkthing.

Det islandsk-danske vinderteam var ikke det eneste hold, som var inviteret til at deltage i arkitektkonkurrencen. Alt i alt bød seks hold ind med forslag, heriblandt også danske Henning Larsen og Big (Bjarke Ingels Group).

Arkitekttegning af den islandske bank Landsbankinns nye hovedsæde i Reykjavik. | Foto: PR
Arkitekttegning af den islandske bank Landsbankinns nye hovedsæde i Reykjavik. | Foto: PR

Big vinder skyskraber på 51 etager i Singapore

C.F. Møller skal designe kontortårn i Oslo

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også