Kommune brugte millioner på advokater og konsulenter til fejlslagent prestigeprojekt

Borgmester ser erstatningskrav som en mulig konsekvens, efter Frederikssund Kommune har brugt et tocifret millionbeløb på eksterne rådgivere i planlægningen af den nye bydel Vinge, hvor planerne for milliardprojektet nu er sat i bero.
Foto: PR
Foto: PR
AF FREDERIKSBORG AMTS AVIS

Fra oktober 2013 til december 2017 har Frederikssund Kommune betalt 37,5 mio. kr. for ekstern rådgivning omkring byudviklingsprojektet Vinge. Det fremgår af en række dokumenter, som Frederiksborg Amts Avis har fået aktindsigt i.

Kommunen har fået juridisk bistand fra advokatselskabet Horten, som i alt har modtaget knap 29 mio. kr. fra kommunen, mens konsulentvirksomheden Bendix Consult har fået knap 8,5 mio. kr.

Om det er rimeligt at bruge de beløb på bistand, har borgmester John Schmidt Andersen (V) selv svært ved at vurdere.

"Når man har at gøre med så stort et projekt som Vinge, er det rimeligt at hente hjælp udefra. Om det er for mange penge, er svært at svare på, men vi har i hvert fald ikke fået en rådgivning, som har medført det ønskede resultat, og derfor kan man godt sige, at vi har fået en dårlig rådgivning," siger borgmesteren til Frederiksborg Amts Avis.

Han håber, at parterne snarest kan mødes og drøfte den hidtidige rådgivning.

"Det er for tidligt at sige, om vi vil gøre krav på erstatning, og jeg håber, at vi kan finde en løsning i mindelighed," siger John Schmidt Andersen.

Kommunaldirektør Ole Jacobsen oplyser, at samarbejdet med de to rådgivere ophørte i midten af december sidste år.

Bendix Consult ønsker ikke at kommentere sagen. Trods flere forsøg er det heller ikke lykkedes at få en kommentar fra Horten.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Frederiksborg Amts Avis.)

Frederikssund indstiller byudviklingsprojekt i milliardklassen

500 på venteliste i Vinge: Omstridt kontrakt rammer boligselskaber

Advokater sår tvivl om økonomien i milliardprojekt

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også