Styrelse aflyser åbning af Aarhus Letbane i sidste øjeblik

Den planlagte åbning af Aarhus Letbane kommer ikke til at ske lørdag efter styrelses afgørelse. Sikkerhed på letbanen er tynd og ufærdig, lyder det fra vicedirektør i Trafikstyrelsen, Kåre Clemmesen.
Foto: PR-visualisering
Foto: PR-visualisering
AF RITZAU

Der var lagt op til den helt store fejring af Aarhus Letbane lørdag, med skåltaler, gospelkor og kransekage.

Men i sidste øjeblik har Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen (TBBST) fredag afvist at godkende Letbanen.

Dermed kan Letbanen ikke åbne som planlagt. Det oplyser bestyrelsen for Aarhus Letbane i en pressemeddelelse.

"Det er med stor beklagelse, at Aarhus Letbane har modtaget TBBST’s meddelelse om, at Letbanen ikke får de nødvendige godkendelser til at åbne i morgen, lørdag den 23. september, som planlagt," skriver bestyrelsen. 

Det oplyses, at styrelsen har ikke villet godkende Letbanen af to årsager. 

Dels afviser styrelsen en uvildig bisidders vurdering af, at Aarhus Letbane lever op til kravene om fremtidig vedligehold. Aarhus Letbane kan derfor ikke godkendes som forvalter af Letbanen. 

Dels er Trafikstyrelsen ikke tilfreds med dokumentationen af det sikkerhedsarbejde, som letbanens operatør, Keolis, har udført.

"Det er særdeles skuffende, og Aarhus Letbane vil nu undersøge, om der i den forbindelse kan placeres et ansvar hos operatøren," skriver bestyrelsen i pressemeddelelsen. 

Operatøren Keolis oplyser til Ritzau, at man ikke kan udtale sig i sagen af kontraktmæssige årsager. 

Åbningen af letbanen må altså udskydes. 

"Det er med dyb beklagelse, at vi i sidste øjeblik må aflyse åbningen af Aarhus Letbane, et historisk øjeblik som vi ved, mange østjyder havde glædet sig til. Det er vi dybt berørte og kede af," fastslår Claus Rehfeld Moshøj, direktør i Aarhus Letbane.

Langt fra noget, der kan godkendes

Over for TV2 Østjylland forklarer vicedirektør i Trafikstyrelsen Kåre Clemmesen, at sikkerheden fremstår "tynd, ufærdig og usammenhængende."

"Det er simpelthen for tyndt. Det fremstår ufærdigt. Det er ikke svarende for dagens standard," siger Kåre Clemmesen.

Ifølge Aarhus Letbane er Trafikstyrelsen ikke tilfreds med dokumentationen af det sikkerhedsarbejde, som letbanens operatør Keolis har udført.

Det bekræfter Kåre Clemmesen.

"Det er simpelthen for langt fra noget, vi kan godkende," siger han til tv-stationen.

Ifølge Kåre Clemmesen er der problemer med de helt generelle beskrivelser for sikkerheden. Beskrivelser, som kommer fra operatøren.

"Der skal være procedurer for hvilke risici, der er forbundet med at køre banen. Alle skal være klar og bevidst om de risici. De skal beskrives. Og der skal stå, hvilke procedurer, der gælder, hvem der har ansvaret i de forskellige hændelser, og hvad man kan lære af det."

"Vi har ikke set noget, der er så fyldestgørende, at vi kan godkende sikkerheden. Det, vi har set, er for langt fra noget, der kan godkendes," konstaterer Kåre Clemmesen overfor TV2 Østjylland.

Åbning vil ske "inden for kort tid"

Ifølge bestyrelsen har Aarhus Letbane straks indledt arbejdet med at opnå de udestående godkendelser, så Letbanen hurtigst muligt kan blive godkendt og åbnes for passagerer.

Præcist hvornår det sker, kan bestyrelsen dog ikke oplyse. Aarhus Letbane har dog en klar forventning om, at det vil ske inden for kort tid, lyder det i meddelelsen. 

Det er kun otte dage siden, at en testkørsel af letbanen gik galt, da en bil og et af Aarhus Letbanes tog stødte sammen i krydset Randersvej/Vennelyst Boulevard i Aarhus. 

Aarhus Letbane har dog tidligere meddelt, at testkørslerne med letbanen er forløbet godt.

 Højere grundpriser skal finansiere mere letbane i Aarhus

 Stadsarkitekt: De næste 10 år tilhører Aarhus

 Investorer lune på området langs ny letbane i hovedstadsområdet 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også