Østerbro-grund bliver Københavns næste boligprojekt

Det bliver den almene administrationsorganisation Lejerbo, der skal bygge på den tomme Beauvais-grund i udkanten af Københavns Østerbro mellem Lyngbyvej og Rovsingsgade. Det har Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune besluttet.
Planen er at bygge op imod 69 almene familieboliger, der kan huse unge, unge par samt små og store familier. Projektet omfatter tre femkantede, smalle boligtårne på mellem 15 og 30 meter på grunden Boligerne forventes at stå klar i foråret 2019.
"Vi er naturligvis glade for, at Københavns Kommune er enige i perspektiverne i vores projekt, som er et af de første eksempler på byggeri ud fra Lejerbos bygherrestrategi. Her lægger vi blandt andet stor vægt på, at et byggeri skal tænkes ind i omgivelserne. Beauvaisgrunden er en helt speciel grund, der ligger så centralt, at de femkantede boligtårne kommer til at danne en markant indgang til byen," siger Jan Hyttel, formand for Lejerbo København, til Licitationen.
Grunden har stået ubeboet hen i mange år, efter at Beauvais-fabrikken blev revet ned i 1969. Grunden er derfor groet til med høje træer og vildtvoksende natur. Med i projektet er et team med Rubow Arkitekter A/S som totalrådgiver og underrådgiverne Møller & Grønborg, Balslev og Klaus Nielsen A/S.
Relaterede artikler:
Jens Kramer: Boligmarkedet nærmer sig en top
For abonnenter