Aarhus-forstad er ved at udvikle sig fra udsat boligområde til udsat bydel

Noget er gået galt i udviklingen af bydelen Tilst, som på 10 år næsten har doblet sit boligantal. Bydelen er ved at blive et udsat boligområde, frygter Aarhus Kommune. Udvikleren 1927 Estate afviser.
Hundredevis af boliger er skudt op i Tilst ved Aarhus de seneste ti år. For at få lejere til, lokker udlejere med gratis husleje, men det tiltrækker beboere, som skaber problemer i området. | Foto: PR / Esoft / 1927 Estate
Hundredevis af boliger er skudt op i Tilst ved Aarhus de seneste ti år. For at få lejere til, lokker udlejere med gratis husleje, men det tiltrækker beboere, som skaber problemer i området. | Foto: PR / Esoft / 1927 Estate
Af Maria Dalhoff, Frederik Boesgaard og Jonas Sejr Thomson, JP Aarhus

Hvad kan man have imod to måneders gratis husleje, intet indskud og derefter en lejlighed på 48 kvm til 6450 kr. om måneden? 

Umiddelbart ikke så meget, men tilbuddet giver nu problemer for politikere og embedsmænd i Aarhus Kommune.

I bydelen Tilst, som måske mest er kendt for at huse Danmarks første Bilka-varehus, har private udlejere ifølge kommunen bygget så mange små lejligheder til overkommelige huslejeniveauer, at kommunens afdeling for Integration og Bydelsudvikling i et notat til politikerne nu konstaterer, at udviklingen går en forkert retning.

Hele bydelen i den vestlige del af Aarhus er på vej til at blive kategoriseret som en udsat bydel frem for alene et udsat boligområde, frygter kommunen.

”I Tilst er der kommet 48 pct. flere boliger i de seneste 10 år. Men den boligudvikling har ikke haft den forventede effekt i forhold til, at nye beboere i området kunne være med til at løfte Tilst ind i en positiv udvikling. I stedet er der kommet små lejeboliger, og det har ikke skabt den blandende bydel, som kommunen havde håbet på,” siger Bente Lykke Sørensen, bystrategisk chef ved Aarhus Kommune. 

Aftale om attraktive bydele

I næste uge skal hun sammen med bl.a. de 31 aarhusianske byrådspolitikere tage hul på debatten om en ny politisk aftale om de udsatte boligområder i kommunen. Den nye aftale vil bygge videre på den oprindelige aftale fra 2018, hvor politikerne blev enige om at sikre en sammenhængende by i social balance og om at sætte fokus på, at de udsatte boligområder skal udvikle sig til attraktive bydele til glæde for både områdernes borgere og resten af byen. 

Byrådet har også tidligere vedtaget en strategi mod parallelsamfund. Men noget er gået galt i Tilst. Så galt, at et byrådsflertal ved det seneste budgetforlig i sidste måned lavede en særaftale for netop Tilst, hvor boligerne består af alment boligbyggeri, områder med parcelhuse og områder med privat udlejning. Antallet af børn, unge og familier, der har det svært, er vokset i Tilst, viser kommunens tal.

Befolkningstilvæksten i Aarhus Kommune har ifølge de seneste opgørelser aldrig tidligere været større end det seneste år, hvor Aarhus er vokset med godt 6700 nye borgere. Men befolkningstilvæksten har også sat turbo på boligbyggeriet i kommunen med nu i alt 362.300 indbyggere. Og det er her, problemet opstår.

Problemer spreder sig

Ifølge politiets seneste tryghedsmåling spreder nogle af de udfordringer, som tidligere er set i områder præget af almene lejeboliger, sig nu til nærliggende områder præget af private lejelejligheder. 

Nina Kastrup bor i en af de nyopførte lejligheder i Tilst.

”Hvis jeg skal være helt ærlig, så tænkte vi, at når huslejen når et vist punkt, så er det begrænset, hvem der har råd til at bo her,” siger Nina Kastrup, der i sommer flyttede til det nye boligområde, Blomsterhaven, i Tilst sammen med sin kæreste.

Nina Kastrup, som er 31 år, er efter arbejde ude at gå tur med sin hund i den lave eftermiddagssol, der rammer de nye private lejeboliger på Honningvænget i Blomsterhaven. Rundtomkring står en del af de nyopførte lejligheder stadig tomme, men alligevel er der godt med folk på gaden, som fører rundt i det nye boligområde. På den anden side af fortovet går et kærestepar hånd i hånd mod den lokale Rema 1000. 

”Mislykket bebeorsammensætning”

Umiddelbart er der altså ingen tegn på, at de udfordringer, som tidligere har været set i områder med almene boliger i Tilst, er ved at sprede sig til områdets nærliggende private lejelejligheder. Sådan som det står i notat fra Aarhus Kommune.

Men for Nina Kastrup kommer det ikke som en overraskelse, at der kan måles en stigende utryghed ved områdets private lejelejligheder.

”Jeg har bemærket, at der færdes visse typer her. Og jeg ved, at der er nogle unge piger, som ikke tør bevæge sig udenfor om aftenen uden deres kærester. Det er også i aftentimerne, at der er indbrud og bliver lavet hærværk på bilerne,” fortæller hun.

Ifølge Nina Kastrup skyldes problemerne en mislykket beboersammensætning, der bunder i, at det har været svært for udlejerne at komme af med lejeboligerne. 

Tiltrækker dårlige betalere

”De er jo begyndt at lokke med to måneders gratis husleje. Så man har bare lukket hvem som helst ind. Og fra at du viser dig at være en dårlig betaler, til at fogedretten kommer og smider dig ud, kan der godt gå lang tid,” siger hun. 

I det nye budgetforlig har Aarhus-politikerne besluttet at sætte penge af til en afdækning af, hvad der skal gøres for at vende udviklingen i Tilst-bydelen med ca. 15.000 beboere. Politikerne vil bl.a. vide, hvad der kan gøres for at påvirke den private boligudbygning i området.

”I de senere år er der sket en markant boligudbygning i Tilst via en tilvækst i mindre boliger i privat udlejningsbyggeri. Vi kan konstatere, at små, billige lejelejligheder blandet med en aggressiv udlejningsstrategi ikke tiltrækker de borgere til Tilst, som har kunnet medvirke til at løfte området. Det giver problemer,” siger Bente Lykke Sørensen, som erkender, at Aarhus Kommune ikke har været opmærksom på udviklingen i tide.

”Det har vi ikke været dygtige nok til at fange. Den læring skal vi tage på os, når nye boligområder skal udvikles fremover i Aarhus Kommune,” siger hun.

1927 Estate genkender ikke billedet

Der er flere private udlejningsvirksomheder i Tilst-området. Et af dem er virksomheden Ejendomsselskabet 1927 Estate. Her er Nikolaj Quitzau ansvarlig for udlejning af virksomhedens ejendomme i det nyopførte boligområde Blomsterhaven, men han kan ikke genkende kommunens billede.

”Den beskrivelse af Tilst kan jeg overhovedet ikke genkende. Jeg synes faktisk, at Tilst har udviklet sig rigtig positivt i det seneste stykke tid og kan meget,” siger han.

Nikolaj Quitzau fortæller, at Ejendomsselskabet 1927 Estate også tilbyder gratis husleje i to måneder i området, men at næsten alle virksomhedens lejemål i Blomsterhaven er udlejet, og at det hovedsageligt er enkeltpersoner eller par under 35 år, der lejer sig ind i boligbyggeriet.

Byrådspolitikerne kan med oplægget til den nye aftale om udsatte boligområder konstatere, at de almene boligområder i Aarhus generelt har oplevet en markant positiv udvikling i uddannelse og beskæftigelse, hvor afstanden til det gennemsnitlige niveau for kommunen er mindsket. Der er imidlertid fortsat en række udfordringer, fremgår det. Tryghedsproblemer udgør en afgørende barriere for lysten til at bo og bosætte sig i de udsatte boligområder. Samtidig ses også eksempler på kriminalitet og utryghed i privat udlejningsbyggeri i nærheden samt udfordringer med dårlig trafikkultur. 

Det borgmesterbærende Socialdemokratiet i Aarhus Byråd er ærgerlig over, at flere boligområder i kommunen fortsat har udfordringer.

”Jeg havde håbet, at det gik bedre efter så mange år. Omvendt er der heller ingen røde alarmklokker. Jeg er mest bekymret for udviklingen med unge kriminelle. Men der er mange tiltag i gang, og vi følger udviklingen på tæt hold fra kommunens side. Vi skal frem mod aftalen se på, hvad man gør i andre lande. Vi skal se på, hvad vi kan lære af fra andre steder med lignende udfordringer,” siger Hüseyin Arac (S), som bl.a. er næstformand for kommunens social- og beskæftigelsesudvalg.

Hvad tænker du om udviklingen i Tilst?

”Folk skal have lov til at bygge og leje ud. Men resultatet er ikke altid, som man forventer det. Hvis man giver børn en uddannelse og et arbejde, så gør det ikke noget, at man bor i et udsat boligområde. Men problemet opstår, når man samler for mange borgere med sociale og psykiske problemer,” siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også