AP Ejendomme overvejer at droppe udvikling af ny bydel i Trekantområdet

Pensionsselskabet AP Pensions ejendomsben, AP Ejendomme, har endnu ikke besluttet, om man vil udvikle den nye bydel Kolding Å med 350 boliger i det centrale Kolding. Det fortæller direktør Peter Olsson til Jydskevestkysten.
AP Ejendomme blev allerede i april 2020 valgt af byrådet til at måtte købe Kolding Kommunes parkeringspladser Riberdyb og Holmsminde, hvor bydelen skal opføres, men sidste år fik pensioninvestoren en ekstraordinær fristforlængelse, så man nu havde frem til oktober 2024 til at beslutte sig for, om man vil købe arealerne.
”Det har jo intet med Kolding at gøre. Det er helt generelt, at byggebranchen er standset op, fordi priserne er eksploderet. Det er ikke for sjov, at vi også har været nødt til at gøre det med mange andre af vores projekter, for vi vil hellere end gerne i gang,” siger Peter Olsson til Jydskevestkysten.