NPV finder Aarhus-entreprenør til boligbyggeri på ø
![I alt 34 luksusboliger vil skyde op ved Gambøt lystbådehavn på sydfynske Thurø. | Foto: PR-visualisering / NPV / Villhelm Lauritzen Arkitekter](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/15103779/qt7zxj/ALTERNATES/schema-16_9/EJW%2520Thurinerhusene%2520NPV%2520JCN%2520Bolig.jpg)
Det bliver med Aarhus-entreprenøren JCN Bolig, at den københavnske udvikler NPV skal realisere et projekt med eksklusivt boligbyggeri ved Gambøt Lystbådehavn på Thurø ved Svendborg, oplyser parterne i en meddelelse mandag.
Projektet, der er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter, består af syv punkthuse i tre etager med i alt 34 boliger og en café, og alle boliger får udsigt over Svendborgsund, fremgår det.
”Vi er glade for samarbejdet med NPV. Vi arbejder med projekterne i fællesskab, hvor vi med en åben kalkulation, som en fast bestanddel, arbejder os fra et kvalificeret overslag til en gennemregnet og dokumenteret detailkalkulation,” udtaler direktør for salg og udvikling hos JCN Bolig Lars Adamsen.
Der er tale om det tredje projekt, som JCN Bolig skal udføre for NPV, da det kommer i forlængelse af aftaler om opførelse af Sydhavnsgade i København og Gammelhavn i Vejle.
”I en tid hvor det på grund af prisstigninger og finansiel turbulens i markedet har været svært at få sagerne til at hænge sammen, er vi helt afhængige af det tætte samarbejde og den store åbenhed. Specielt optimeringer af konstruktioner og teknik har gjort, at vi kan nå i mål uden at røre ved den i øvrigt flotte arkitektur,” udtaler direktør i NPV Kim Lang Sørensen.
Projektet er planlagt til at have første spadestik til sommer og skal endeligt afleveres til nye beboere i 3. kvartal 2024.
”Hvor mange udviklere har det svært, er det lykkedes for NPV at skabe spændende projekter. Herudover at opnå finansiering og ikke mindst lave aftaler med stabile slutinvestorer til realisering af projekterne. Alt det tilsammen gør NPV til en særdeles interessant samarbejdspartner,” supplerer siger Flemming V.T. Rasmussen, adm. direktør i JCN Bolig, i meddelelsen.
![Thurø ligger tæt ved Svendborg, men kan ikke ses på billedet. | Foto: Colourbox / Knud Erik Christensen](https://photos.watchmedier.dk/TWVR43BFqLbz_f-b37myywJTDj_ZjyS-suusqA5MsuE/resize:fill:960:0:0/plain/https%3A%2F%2Fphotos.watchmedier.dk%2FImages%2Farticle14251406.ece%2FALTERNATES%2Fschema-16_9%2Fdoc7ly27corqxutosu85pb.jpg)