Aarhus-udvikler løfter sløret for ny bydel med 1700 boliger

1927 Estate vil opføre nyt boligområde på 90.000 kvm på grund i Aarhus-bydelen Viby J, som ejendomsselskabet købte tidligere i år. ”Vores ambition er at skabe en bilfri bydel,” udtaler direktør.
Grunden, hvor det nye boligområde opføres, har tidligere været ejet af mejerikoncernen Arla. | Foto: PR-visualisering / Cebra
Grunden, hvor det nye boligområde opføres, har tidligere været ejet af mejerikoncernen Arla. | Foto: PR-visualisering / Cebra

Området ved mejerikoncernen Arlas gamle hovedsæde i Aarhus-bydelen Viby J skal udvikles til et 90.000 kvm stort boligområde med 1700 boliger.

Det oplyser den lokale ejendomsudvikler og -investor 1927 Estate, der tidligere i år vandt udbuddet af den 80.000 kvm store grund på Skanderborgvej 275.

”Vores ambition er at skabe en bilfri bydel uden gennemkørsel, hvor vi til gengæld fokuserer på at skabe rammerne for den gode hverdag med adgang til blandt andet skovbørnehave, udendørs fitness, padeltennis, tarzanbane og kælkebakke til børnene samt fælleshus og aktiviteter for seniorer,” udtaler Bünyamin Simsek, driftsdirektør i 1927 Estate.

Boligmassen kommer til at bestå af karrébyggeri og højhuse med lejligheder, seniorboliger, rækkehuse og micro living-boliger.

”Vi har valgt at åbne området endnu mere op ud mod omgivelserne, ligesom vores ambition om at opføre et vartegn for bydelen er endt med et oplæg til to højhuse på henholdsvis 10 og 24 etager efter en god dialog,” udtaler Bünyamin Simsek.

Det nye boligområde skal være
Det nye boligområde skal være "forankret i naturen," oplyser arkitekterne. | Foto: PR-visualisering / Cebra

Det nye boligområde – der går under navnet Store Ravnsbjerg – udvikles i samarbejde med tegnestuen Cebra og rådgiverne Labland og Territorium.

Arkitekterne oplyser, at man ”bygger videre på stedets naturmæssige kvaliteter,” blandt andet ved at bevare to markante skovhøje på grunden og gøre plads til grønne opholdszoner og naturområder.

”Vi ønsker at skabe en bydel, som forbinder gode boliger med både natur og byliv – og som bidrager til at binde Viby sammen i højere grad end i dag. For eksempel vil vi langs skovbrynet anlægge en ’skovpromenande’ med mindre erhvervslejemål, restauranter, butikker, bager, og fælleshuse, som vil skabe et område med liv hele dagen, hvor folk fra hele Viby vil søge hen,” udtaler Mikkel Schlesinger, arkitekt og partner i Cebra.

Parterne oplyser, at ansøgning til lokalplan indsendes i denne uge, og at man forventer byggestart på projektet i 2024.

Tidligere borgmesterkandidat får direktørjob hos ejendomsaktør: ”En fantastisk kapacitet”

Småt er godt: Aarhusiansk udvikler vil opføre mikroboliger i tusindvis

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også