Lokal sværvægter skal opføre boliger på vestjysk højskolegrund

Det blev Claus Sørensen Ejendomme, der sikrede sig kontrakten, da Esbjerg Kommune for tredje gang udbød et 50.000 kvm område til boligbyggeri. Beliggenheden er velkendt af den lokale investor, der for nylig opførte ejerlejligheder på nabogrunden.
Der er lagt op til yderligere 30.000 kvm boligbyggeri med Claus Sørensen Ejendomme som bygherre ved Vognsbølparken i Esbjerg. | Foto: PR-visualisering: Friis & Moltke Architects
Der er lagt op til yderligere 30.000 kvm boligbyggeri med Claus Sørensen Ejendomme som bygherre ved Vognsbølparken i Esbjerg. | Foto: PR-visualisering: Friis & Moltke Architects

Det bliver lokale Claus Sørensen Ejendomme, der skal opføre boliger på den centralt beliggende grund ved Vognsbølparken i Esbjerg, der tidligere lagde jord til byens højskole.

Der er tale om et areal på 50.000 kvm, der i forvejen rummer fire bevaringsværdige punkthuse, skriver Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.

Med det vundne udbud udvider den traditionsrige Esbjerg-virksomhed sine ejendomsaktiviteter ved Lysningen, hvor man for et par år siden opførte 63 ejerlejligheder på nabogrunden.

”En så fantastisk beliggenhed forpligter os som bygherre,” konstaterer Lars Kjærgaard, adm. direktør i Claus Sørensen Ejendomme, i meddelelsen og fortsætter:

”Det ligger os meget på sinde at udvikle området, så det matcher den eksisterende kvalitet. Vi kender jo området ret godt i forvejen, og interessen for Lysningen viser, at mange boligsøgende efterspørger den gode beliggenhed, som samtidig er utrolig bynært.”

Dermed er tredje gang lykkens gang for den vestjyske kommune, der i 2018 såvel som i 2019 ikke havde held med at sælge det pågældende areal gennem udbud.

Det skyldes ifølge borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), at ”markedet har ændret sig i en positiv retning,” og han noterer sig, at ”der var en anderledes og voksende interesse fra lokale investorer, hvilket afspejles i de tre indkomne bud.”

”Naturligvis er det en fordel, når kommunen kan sælge det samlede areal til én køber, som har spændende visioner og ser en værdi i at udvikle området yderligere,” siger Jesper Frost Rasmussen.

Transaktionen er betinget af en kommende lokalplan, der fra kommunens side forventes at være klar i begyndelsen af 2023. Udgangspunktet er, at Claus Sørensen Ejendomme, der er del af knap 100 år gamle Claus Sørensen Gruppen, skal kunne opføre 30.000 kvm boliger over flere etaper.

De nye boliger skyder op i Esbjerg – imens stiger tomgangen i de gamle

Esbjergensisk ejendomsforretning tjener færre penge trods løftet omsætning

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu