Nationalbanken flytter fra ikonisk hovedsæde i op til fire år

Renovering af Nationalbanken skal i EU-udbud. Banken søger en bygherrerådgiver med erfaring i renoveringsprojekter for mere end 400 mio. kr., men det er usikkert, hvor banken skal være, mens renovering står på.
Nationalbanken stod færdig i 1978, byggeriet varede 13 år. Medarbejderne nægtede at flytte ud, da byggeriet stod på. Bygningen skal renoveres og denne gang skal medarbejderne flytte. | Foto: PR.
Nationalbanken stod færdig i 1978, byggeriet varede 13 år. Medarbejderne nægtede at flytte ud, da byggeriet stod på. Bygningen skal renoveres og denne gang skal medarbejderne flytte. | Foto: PR.
AF RITZAU

En af landets mest ikoniske bygninger står foran en årelang totalrenovering, der vil forvise medarbejderne til en endnu ukendt adresse i København.

Det skriver Børsen.

Arne Jacobsens fredede bygning, der huser Nationalbanken, er nemlig så medtaget, at bankens ledelse ikke ser anden udvej end at flytte fra de historiske lokaler for en periode.

Banken regner med at skulle forlade bygningen i midten af 2020 i ca. fire år.

Det er særligt skader på de marmorplader, der beklæder bankens ydre og indre, ødelagte ruder og vinduesfuger, der indeholder det sundhedsskadelige stof PCB, der kalder på en kærlig hånd.

"Bygningen består af mange specialmaterialer, herunder særlige marmorsten både udvendigt og indvendigt og særlige glasfacader. Og vi har fået rådgivningsrapporter, der viser et omfattende vedligeholdelsesbehov," siger Lone Mortensen, driftsdirektør i Nationalbanken, til Børsen.

På grund af det omfattende arbejde med at renovere bygningen, der ventes at løbe op i et anseeligt millionbeløb, skal opgaven sættes i EU-udbud.

Den proces er allerede i gang. Nationalbanken har nemlig sendt opgaven som bygherrerådgiver i udbud.

Her anfører banken blandt andet, at de søger en bygherrerådgiver med erfaring i renoveringsprojekter for mere end 400 mio. kr., fortæller Lone Mortensen til avisen.

Det er arkitekt Arne Jacobsen, der har tegnet bygningen, der stod færdig i 1978. Byggeriet varede 13 år og involverede en nedrivning af den gamle Nationalbank. 

Nedrivningen gjorde forslaget fra Arne Jacobsen yderst kontroversielt, men bygningen er siden blevet anerkendt for sit design, og i 2009 blev banken fredet.

Normalt skal en bygning ellers minimum være fyldt 50 år, før den fredes.

Nationalbanken har haft til huse på placeringen midt i København med udsigt til Børsen, Christiansborg og Knippelsbro siden 1870.

Økonomer spår, at historisk lav rente er slut i 2020

Nationalbanken langer ud efter regeringens nye låneregler 

Nationalbanken bekymret over stigende boligpriser

Skat fraflytter fire store lejemål i København 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også