Første lejer er klar til at flytte ind i nyt distributionscenter på 100.000 kvm

Kontrakten er underskrevet, så den første lejer kan flytte ind i Greve Distributions Center, der er under opførelse af MG Real Estate. Indtil videre står 20.000 kvm klar, og der er stor interesse for de kommende lejemål, oplyser mæglerne.
20.000 kvm står klar til indflytning i Greve Distributions Center, der skal tælle 100.000 kvm i alt, når det står færdigt. | Foto: PR.
20.000 kvm står klar til indflytning i Greve Distributions Center, der skal tælle 100.000 kvm i alt, når det står færdigt. | Foto: PR.

CBRE og Colliers International har som mæglere sikret den europæiske udvikler MG Real Estate sin første lejer i et nyt lager- og logistikcenter på 100.000 kvm i Greve, og der er stor interesse for de kommende lejemål.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra CBRE og Colliers.

Den første lejer i Greve Distributions Center (GDC) er bilimportøren Interdan, der har underskrevet en kontrakt på 14.120 kvm, efter de første 20.000 kvm er blevet gjort klar til indflytning, fremgår det. Interdan flytter ind i februar.

"Flytningen betyder, at vi kan yde en væsentligt hurtigere service til specielt vores Opel-forhandlere, fordi vi hidtil har måttet distribuere reservedelene fra vores lager uden for Stockholm. Placeringen i Greve er også strategisk god i forhold til at sikre sig hurtig levering i både Københavnsområdet og det øvrige Danmark," siger Jesper Rasmussen, adm. direktør i Interdans datterselskab K.W. Bruun Logistik, i meddelelsen.

Interdan har hidtil haft lager i Hedehusene, men kan med det nye lejemål samle lagerbeholdningen af reservedele til flere forskellige bilmærker et sted.

MG Real Estate kigger efter mere

Med GDC er det tredje gang, MG Real Estate investerer i et udviklingsprojekt i Danmark, og det bliver ikke sidste gang.

"Det danske marked passer godt ind i vores overordnede investeringsstrategi. Som ejendomsudviklere kigger vi efter parametre som tilgængelighed, fleksibilitet og moderne faciliteter, når vi skal investere. GDC tjekker alle boksene og mere til," siger Anton Van Vlerken, landechef for Holland og Danmark hos MG Real Estate, i meddelelsen.

MG Real Estate er et europæisk ejendomsudviklings- og investeringsselskab specialiseret i udvikling af store logistikfaciliteter, lagerbygninger og kontorbygninger i Europa.

Stort set alt kan lejes ud

Hos Colliers oplever man generelt en stor interesse for logistik og lagerbygninger, og selv gamle, slidte lagerbygninger bliver lejet ud bl.a. som følge af den voksende internethandel, siger Tina Iburg, senior commercial real estate advisor hos Colliers, i meddelelsen.

Hun tilføjer, at flere virksomheder er blevet opmærksomme på, hvad de rette lagerfaciliteter kan betyde for økonomien.

Det er man enig i hos CBRE, der mener, man kommer til at se mere til moderne, multianvendelige lagerhaller som CDG i fremtiden.

"Vi forventede, at faciliteterne primært ville tiltrække e-handelsvirksomheder, men byggeriet henvender sig faktisk til en langt bredere skare. Vi er i kontakt med både pharma-virksomheder, transportvirksomheder og grossistvirksomheder, som har lignende behov," siger Steen Kjelstrup senior property advisor hos CBRE, i meddelelsen.

Projektudvikler vil bygge 100.000 kvm distributionscenter i Greve

CBRE og Allianz køber nordiske logistikejendomme

Transportkoncernen DHL bruger milliard på ny lufthavnslogistik 

CBRE oplever rekordstor rift om logistikejendomme 

Britisk kapitalforvalter vil gøre dansk milliardportefølje endnu større 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også