NREP er parat til at bruge milliarder i Tingbjerg i København

Boligorganisationerne SAB og FSB har indgået en aftale med NREP, som betyder, at ejendomsselskabet har forkøbsret på jord i Tingbjerg – et område i København, som kan findes på regeringens ghettoliste, skriver Berlingske. De to selskaber ejer 2300 almene boliger samt jorden i Tingbjerg.
"Det her projekt har en dobbelt bundlinje. Ud over at vi forhåbentlig kan skabe et fornuftigt afkast til vores bagland, tror jeg også, at vi kan skabe en positiv udvikling i Tingbjerg. Vi er fuldstændigt overbevist om, at vi kan tiltrække nye ressourcestærke beboere, som vil ændre dynamikken i Tingbjerg for altid," siger Rasmus Nørgaard, medstifter af NREP, til Berlingske.
NREP er klar til at investere i 1000 nye private ejerboliger til et millardbeløb, men det er ifølge parterne afgørende for projektet, at tillægskøbesummen – en afgift, boligforeningen betaler kommunen, når den bygger yderligere på sine arealer – ophæves, skriver avisen, der ligeledes oplyser, at Frank Jensen (S), overborgmester i København, gerne ser tillægskøbesummen forsvinde. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) oplyser også i et skriftligt svar til avisen, at han ser positivt på projektet.
Planen er at opføre rækkehuse på 80-125 kvm. De første skal stå klar i 2021, og ved projektets afslutning i 2025 vil 30 pct. af Tingbjerg således være private ejerboliger.
Dansk Byggeri: Milliarder til ghettoer skal ikke komme fra Landsbyggefonden
Dansk Byggeri roser regeringens ghettoplan