Hospitalschef får fyreseddel efter ulovligt udbud af milliardbyggeri

Skandalesagen om ulovlig favorisering i forbindelse med et udbudt byggeprojekt på Bispebjerg Hospital har ført til, at Claes Brylle Hallqvist, hospitalets projektdirektør og vicedirektør, er blevet afskediget. Det skriver Jyllands-Posten.
Beslutningen er truffet af Region Hovedstadens forretningsudvalg og kommer som en konsekvens af kritik, som Klagenævnet for Udbud har rejst af processen, hvor man skulle vælge mellem tre konsortier, der kæmpede om at vinde opgaven med at tegne det nye akuthus på Bispebjerg Hospital til 1,6 mia. kr. Klagenævnet konkluderede, at der blev snydt på vægten, da opgaven blev givet til et konsortium med firmaet KHR Arkitekter i spidsen.
Samtidig har regionens forretningsudvalg besluttet, at hele udbudsprocessen skal gennemgås af et eksternt advokatfirma.
"Det er den meget alvorlige klagenævnskritik, der gør, at projektdirektøren er blevet afskediget. Sagen har en ekstraordinær karakter, og de alvorlige fejl skal selvfølgelig have konsekvenser for de implicerede," siger Martin Geertsen (V), regionsrådsmedlem og medlem af regionens forretningsudvalg.
C.F. Møller sender endnu større erstatningskrav efter udbudsnederlag