Projektselskab henter ny direktør i egne rækker

Kort efter, at byudviklingsselskabet Køge Kyst fik ny bestyrelsesformand i form af Steen Winther-Petersen, sætter en ny sig i stolen som projektdirektør i selskabet. Det er Tove Skrumsager Frederiksen, der siden efteråret 2015 har været projektchef i Køge Kyst med særligt ansvar for byggeri og anlæg, og som nu i stedet kan skrive projektdirektør på visitkortet. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Køge Kyst.
"Jeg glæder mig meget til at gøre visionen om Køge Kyst til virkelighed i samarbejde med projektets bestyrelse, ejere og mange forskellige interessenter. Det er en meget spændende byforandring, som Køge er i gang med, hvor byen er godt på vej til at styrke sit image som en moderne, levende by med stærke historiske rødder," siger Tove Skrumsager Frederiksen i meddelelsen.
Hun afløser Jes Møller, der efter eget ønske stopper på posten. Fremover vil han varetage udvalgte opgaver i Køge Kyst som projektchef.
Tove Skumsager Frederiksen er uddannet civilingeniør fra Danmarks Teknologiske Universitet og har tidligere været ansat i Køge Kommune, først som drifts- og anlægschef, dernæst som konstitueret teknisk direktør og derefter som chef for kommunens ejendomscenter, fremgår det videre.
Køge Kyst er ejet af Køge Kommune og Realdania By & Byg og er i gang med at opføre bl.a. boliger og butikker i Køge.
Tove Skrumsager Frederiksen tiltræder stillingen 1. april, oplyser selskabet.