Ni kæmper om ejendomsbranchens priser

EJENDOM2022: Til ejendomsbranchens topmøde 3. november har en fagjury nu udvalgt tre mulige prisvindere i tre kategorier. Nu bliver det op til læserne af EjendomsWatchs og Ejendomdanmarks nyhedsbreve at stemme om, hvem priserne skal overrækkes til.
Sådan ser de statuetter i genbrugstræ ud, som bliver overrakt til tre firmaer ved topmødet Ejendom2022. | Foto: PR / Ejendomdanmark
Sådan ser de statuetter i genbrugstræ ud, som bliver overrakt til tre firmaer ved topmødet Ejendom2022. | Foto: PR / Ejendomdanmark

Et kapløb mellem ni aktører i ejendomsbranchen er nu skudt i gang.

Alle kæmper de om at vinde en af de tre priser – Årets Ejendomsvirksomhed, Årets Innovation eller Årets Bæredygtighedspris – der uddeles, når branchen samles til topmødet Ejendom2022 3. november i København.

Og til læserne skal lyde en opfordring: Følg linket og gå ind og stem. For det er læserne, der i sidste ende bestemmer, hvem der skal vinde. Sidste frist for at stemme er mandag 31. oktober.

Det er en fagjury med mange års brancheindsigt, som efter en både hård og grundig udvælgelsesproces har fundet de ni nominerede aktører på baggrund af indkomne forslag fra Ejendomdanmarks medlemmer, EjendomsWatchs læsere og andre interesserede.

De nominerede er:

Årets Ejendomsvirksomhed

Balder Danmark

”Bundsolid.” Sådan karakteriserer juryen den danske afdeling af den svenske koncern Balder. Selskabets sætter et stærk præg på sine projekter, hvor de er involveret helt fra grundkøb. Det skaber en sans for detaljer og en nidkærhed, og selvom det naturligvis tager tid og kræver mange ressourcer, så sikrer det altid det bedst mulige produkt til slutbrugeren, lyder det.

Som begrundelse for indstillingen bliver Balders fokus på brugeroplevelsen fremhævet, da det er et punkt, som andre udviklere og ejendomsselskaber kan overse. Selskabet har bl.a. inviteret samtlige af sine lejere i Zoologisk Have for at skabe liv og sammenhold i sine ejendomme.

Af forbilledlige eksempler bliver byggerierne Fyrkanten, Carlsbakken og særligt Green Hills fremhævet med det indarbejdede seniorbofællesskab Bovieran.

Barfoed Group

Den fynske udvikler Barfoed Group er ligeledes nomineret til prisen som årets ejendomsvirksomhed. I indstillingen fremhæves et stærkt lokalt engagement og fokus, selvom Barfoed i årenes løb har spredt sig udover Fyn. De gør sig umage med deres projekter, og viser dermed hvilken rolle, som ejendomsvirksomheder har for en aktiv og positiv samfundsudvikling, lyder det.

Engagementet drejer sig ikke kun om selskabets ejendomme, men i endnu højere grad om selskabets aktive deltagelse i samfundsdebatten, ”hvor Barfoed Group nomineres for kombinationen af kærlighed til ejendomme og samfund,” som det lyder.

Deas

Deas har med sin nye topchef Rikke Lykke og et helt nyt ledelseslag gjort sig bemærket det seneste år, hvor der er lagt stor vægt på ambitionen om at være bedst og ikke være størst.

Juryen lægger vægt på, at Deas har haft ”modet til at turde pege en ny retning for, hvad ejendomsadministration skal være – selvom man er blandt de største” og på mange fronter ikke er den samme virksomhed som sidste år.

Deas er sit eget billede på den kommercielle og teknologiske udvikling, som alle i branchen gennemgår i disse år, lyder det.

”Samtidig har Deas Group tidligt markeret sig på ESG-dagsordenen, og virksomheden tager aktivt del i den samfundsmæssige debat om fremtidens branche.”

Årets Bæredygtighedspris

Nrep (for Lisbjerg - Made In Aarhus)

Med det nye boligområde uden for Aarhus har Nrep sat barren højt for, hvordan byggeriets klimapåvirkning kan mindskes samtidig med, at det er en sund forretning, lyder det fra juryen,

I samarbejde med arkitekterne Lendager og ingeniørfirmaet Moe står projektet til at få en guld DNGB-certificering. Byggeriet består af 215 familieboliger fordelt på både rækkehuse og etagebyggeri.

”Projektet har med en ansvarsfuld anvendelse af ressourcer og materialer haft fokus på at skabe mere af mindre og vist, at det kan lade sig gøre at nedbringe byggeriets klimapåvirkning via innovative og cirkulære løsninger,” skriver juryen i sin nominering.

Tetris (for Agorahavene)

Ejendomsudviklingsselskabet Tetris er også kandidat til Årets Bæredygtighedspris. Juryen begrunder valget med:

”Klimavenlige seniorboliger. Det er essensen i Tetris’ koncept Agorahaverne, der skyder op flere steder i landet. Med Agorahaverne viser Tetris, hvordan projekter med succes kan kombinere social og klimamæssig bæredygtighed. Der skabes fællesskaber for alle i den tredje alder, så ensomhed forebygges. Samtidig er der i byggeriet fokus på at minimere klimaaftrykket og styrke biodiversiteten.”

Boligfællesskaberne opføres i hele landet til primært de over 50-årige uden hjemmeboende børn. De første tre projekter er færdige, men allerede nu er flere projekter planlagt til at vokse frem i hele landet.

Pensiondanmark Ejendomme

Pensionsselskabet er nomineret for gennem en årrække at stille eksplicitte, skarpe og præcise krav til egen, leverandører og samarbejdspartnernes adfærd. Juryens kommentar lyder:

”Pensiondanmark Ejendomme er et bæredygtigt fyrtårn med deres strategiske satsning på bæredygtighed og social ansvarlighed i alt fra udvikling til opførelse og vedligholdelse af deres ejendomme. Det fokus er blevet succesfuldt forenet med en forretningsmæssig rentabilitet. Pensiondanmark Ejendomme har været frontløbere, når det handler om at udvikle bæredygtige løsninger og dermed reducere ejendommes klimabelastning.”

Årets Innovation

Container Living

Container Livings nominering er ikke alene møntet på deres fysiske ejendomme, men i lige så høj grad det servicerede koncept med fleksible og flytbare ejendomme. De innovative løsninger er patenterede og har som mål at få DGNB guld-certificering. Juryen begrunder sit valg med:

”Container Living har de senere år vist sig som en visionær virksomhed bygget på passion. De har formået at udvide forståelsen af ejendomsbranchen via containerformatets funktionalitet og flytbarhed. Container Living har formået at skabe en ny fælleskabsorienteret bæredygtig boform, som understøttes af digitale løsninger og nye teknologier, der alle bidrager til at sikre en høj beboertilfredshed, lavere tomgang og driftsomkostninger. Der er muligheder for at udfolde deres koncept endnu mere i fremtiden.”

Lifex

Tech-platformen Lifex er skabt af en dansker og en inder, der møder hinanden i tech-miljøet i Silicon Valley. Det er en platform, som tilbyder operatør-aftaler, som fra hotelverdenen. Juryen forklarer indstillingen med:

”I en verden i forandring er der brug for, at der tænkes nyt. Den danske startup Lifex er skabt til en moderne og åben verden, og de udfordrer normer i branchen. Via en helt ny tech-platform, hvor al interaktion styres, har Lifex formået at skabe digitale fællesskaber, der kan udvikle sig til virkelige. Lifex har udbredt deres platform i hele Europa og er inden for kort tid vokset til 30 ansatte.”

Resights

Dataværktøjet Resights har ifølge juryen fornyet markedet for ejendomsdata. Det har kastet en nominering til årets innovation af sig. Juryen begrunder sit valg med følgende:

”Data er viden. Resights har med deres innovative tilgang formået at forny hele markedet for ejendomsdata. De har med deres professionelle blik på ejendomsdata skabt en virksomhed, der for deres kunder hurtigt er blevet et uundværligt værktøj. Dermed har de også rykket ejendomsbranchen produktivitet på ganske kort tid.”

De har siddet i juryen

Branchetopmødet Ejendom2022 afholdes af Ejendomdanmark, og EjendomsWatch er mediepartner. Topmødet foregår i Tivoli Congress Center i København 3. november.

Juryen til priserne udgøres af:

  • Michael Nielsen, Danica Ejendomme
  • Marie Helms, Cushman & Wakefield Red
  • Katja Paludan, Husen Advokater
  • Michael Byrgesen Hansen, Heimstaden
  • Tor Sinding, Sinding & co.

Læs mere om Ejendom2022 her.

Danica-direktør om topmøde-priser: ”Nogle af de tungeste i branchen”

Cushman & Wakefield-partner: ”Gemte perler skal frem i lyset”

Heimstaden-direktør: ”Branchen spiller en mere positiv rolle end debatten afspejler”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også