Cushman & Wakefield-partner: "Gemte perler skal frem i lyset"

EJENDOM2022: Marie Helms fra erhvervsmægleren Cushman & Wakefield Red ser frem til at opdage ”gemte perler” i ejendomsbranchen, når priserne til branchetopmødet i november skal uddeles. Priserne skiller sig ud på flere områder, påpeger hun.
Marie Helms er associeret partner i Cushman & Wakefield Red og leder for afdelingen med navnet occupier services. | Foto: PR / Cushman & Wakefield Red
Marie Helms er associeret partner i Cushman & Wakefield Red og leder for afdelingen med navnet occupier services. | Foto: PR / Cushman & Wakefield Red

Deadline for at indstille kandidater til de tre priser, som uddeles på branchetopmødet Ejendom2022 3. november, nærmer sig med hastige skridt.

Marie Helms, associeret partner i Cushman & Wakefield Red, sidder i årets jury og ser frem til at se indstillede kandidater, som ikke nødvendigvis er dem, der råber højst i branchen, siger hun til EjendomsWatch.

”Jeg håber, at der kommer en masse kvalificerede og velargumenterede bud ind. Og så håber jeg at blive overrasket. Det ville være skønt, om der ude i branchen gemte sig nogle perler, der i det daglige gør en masse godt for branchen, men som ikke nødvendigvis gør et stort væsen ud af sig,” lyder det fra Marie Helms.

”Dem, synes jeg, det ville være fedt at få frem i lyset og dermed anerkende for deres indsats. Ellers ender man ofte med at hylde dem, der i forvejen hylder sig selv,” uddyber hun.

Årets ejendomspriser – foreslå din kandidat HER på to minutter

Priserne er:

  • Årets Ejendomsvirksomhed,
  • Årets Bæredygtighedspris og
  • Årets Innovation.

Deadline er på mandag 10. oktober, og foruden Marie Helms sidder Michael Nielsen fra Danica Ejendomme, Katja Paludan fra Husen Advokater, Michael Byrgesen Hansen fra Heimstaden og Tor Sinding fra Sinding & Co. i juryen. Juryen får ikke at se, hvem der indstiller, men ser blot kandidaterne.

I Marie Helms optik er der ikke mange andre branchespecifikke priser, og disse tre adskiller sig på flere parametre, forklarer hun.

”At det er branchefolk, der indstiller branchefolk; at de nominerede kvalitetssikres, at en jury går i dybden og indstiller de bedste, samt at dem, der stemmer, har erfaring i branchen og er kvalificeret til at stemme. Samlet set skulle det gerne øge troværdigheden og prestigen ved at vinde en af disse priser.”

Branchetopmødet afholdes i Tivoli Congress Center i København. Brancheorganisationen Ejendomdanmark står bag, og EjendomsWatch er mediepartner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også