Sweco henter ny chef for bygherrerådgivning i Rambøll

Den tidligere Rambøll-chef Henrik Leksø får ansvaret for en landsdækkende enhed for bygherrerådgivning, der skal bringe Sweco tættere på sine danske kunder.
Henrik Leksø skifter Rambøll ud med Sweco.
Henrik Leksø skifter Rambøll ud med Sweco.

Sweco Danmark har ansat Henrik Leksø som ny afdelingschef for Bygherrerådgivning i virksomhedens Byggeri-division. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Den 44-årige Leksø, der er uddannet civilingeniør, kommer fra en tilsvarende stilling hos Rambøll, og han har tidligere været projektchef i Kuben Byg, sektionsdirektør i NCC og afdelingsleder i Københavns Lufthavne.

"Henrik har mange års erfaring fra forskellige stillinger med tilknytning til branchen, og som leder har han vist, at han både kan drive og udvikle og samtidig skabe vækst. Han har et stærkt netværk og god kontakt til kunder i både det private og det offentlige," udtaler divisionsdirektør for Byggeri i Sweco Danmark, Lars Bork Hansen, i pressemeddelelsen.

Henrik Leksø får ansvaret for en landsdækkende enhed for bygherrerådgivning, der skal bringe Sweco tættere på deres kunder med afsæt i lokale kontorer.

"Mange af de private og offentlige bygherrer i Danmark er landsdækkende med aktiviteter og behov både i de store byer og spredt i regionerne. Med Swecos geografiske placering over hele landet og specialistkompetencer indenfor arkitektur og ingeniørfagene ligger der et stort potentiale i at opbygge en landsdækkende enhed for bygherrerådgivning," udtaler Lars Bork Hansen.

Hovedpersonen selv udtaler, at han ser frem til at komme i arbejdshandskerne efter "en god sommerferie". Han istemmer, at der er en værdi i at kende det lokale marked.

"Formålet med den nye landsdækkende enhed for bygherrerådgivning er at sikre, at bygherrerne får en ensartet og høj service i hele landet, samtidig med at vi understøtter Swecos tanke om at forstå kunden bedst muligt – netop ved at være tæt på," siger Henrik Leksø.

Leksø er tiltrådt per 1. august, hvor han har afløst den mangeårige Sweco-medarbejder Anders Ring, der har fungeret som konstitueret afdelingschef for bygherrerådgivning de seneste tre måneder.

Sweco fortsætter vækst i årets andet kvartal – dansk arkitekt-opkøb pynter i regnskabet

Rådgivende ingeniører sætter vækstrekord

Sweco etablerer tegnestue i Odense 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også