Danske virksomheder spreder deres medarbejdere på flere arbejdssteder

Danske virksomheder har over de seneste 36 år fået 57 pct. flere arbejdssteder, viser ny undersøgelse fra Kraks Fond Byforskning. Dansk Erhverv peger på globaliseringen som mulig forklaring.
Flere danske virksomheder har udvidet forretningen med flere arbejdssteder- også uden for landets hovedstad. | Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Flere danske virksomheder har udvidet forretningen med flere arbejdssteder- også uden for landets hovedstad. | Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

De danske virksomheder har udvidet forretningen overordnet set siden 1981. Virksomhederne har fået flere arbejdssteder, og det i hele landet. Der er dermed ikke sket den centralisering, som ofte er et samtaleemne i den politiske debat.

Det viser et nyt forskningsprojekt ved Kraks Fond Byforskning, som forsker og ph.d.-studerende Ditte Håkonsson Lyngemark har stået i spidsen for.

Ud fra tal i Danmarks Statistik har Kraks Fond Byforskning fundet frem til, at antallet af arbejdssteder, som danske virksomheder med flere end ét arbejdssted har, er steget med 57 pct. siden 1981 og frem til 2016.

Det betyder, at virksomheder med flere end ét arbejdssted i gennemsnit er gået fra at have 2,1 arbejdssteder til 3,3 arbejdssteder.

"Siden start 80’erne har der generelt været en tendens til, at virksomhederne i vores sample er blevet større, men tendensen har ikke været konstant; siden start/midt 00’erne er antallet stagneret eller faldet. Det tyder på, at den stigning, vi ser i antal arbejdssteder pr. virksomhed, ikke blot skyldes pladsproblemer, men også, at virksomheder ser en fordel i at sprede sig mere ud," skriver Ditte Håkonsson Lyngemark i undersøgelsen.

Udviklingen for virksomheder med flere arbejdssteder stagnerede efter den økonomiske krise i 2007 og frem til 2013, hvor udviklingen igen steg fra 3,12 til 3,3 i 2016.

Hos Dansk Erhverv kan man sagtens genkende tendensen. Tore Stramer, der er cheføkonom i interesseorganisationen, peger især på globaliseringen som grund.

"Flere og flere virksomheder deltager i den globale konkurrence. Og det er en strategi, som kræver ekspansion. Og derfor ser man, at der bliver åbnet flere kontorer. Virksomhederne har fået en spredning på tværs af landet," siger Tore Stramer til EjendomsWatch.

Ikke kun en København-historie

Blandt mulige forklaringer på, hvorfor virksomhederne i højere grad har udvidet forretningen til flere arbejdssteder, har Ditte Håkonsson Lyngemark kigget på udviklingen af kommunikationsteknologien og vejnettet i Danmark, der ligeledes over de seneste år har udviklet sig markant.

Der er blandt andet kommet langt flere mobilantenner i hele landet, og længden af motorvej i Danmark er blevet fordoblet siden 1990.

Dermed er det blevet nemmere for virksomhederne at komme ud i landet og kommunikere uden nødvendigvis at skulle bruge timer og dage på det.

Tore Stramer fra Dansk Erhverv peger i den forbindelse på, at tendensen også viser, at mange virksomheder har valgt at rykke ud i landet — og ikke kun fra hovedstaden og til Jylland.

"Det er ikke kun en Københavner-historie. Der er trods alt også økonomisk vækst andre steder i Københavnsområdet. Det er typisk også eksportvirksomheder, der har et solidt fodfæste uden for de store byer og også støtteerhvervene hertil. Mange af de virksomheder vælger at bosætte sig mere omkostningsvenligt uden for de store byer," siger Tore Stramer.

Servicefagene udvider

Forskningsprojektet har kigget mere specifikt på en række sektorer, hvor det har givet mening.

Blandt andet finans og ejendom, hvor ejendomshandel og forsikring indgår, og servicesektoren, hvor blandt andet rengøring, advokater, arkitekter og ingeniører indgår.

Størst har stigningen været i servicebranchen, hvor antallet af arbejdsstedet for virksomheder med mere end ét arbejdssted er steget fra 1,6 i 1981 til 3,5 i 2016. En stigning på 116 pct.

Det er også servicebranchen, Tore Stramer nævner, som værende dér, hvor stigningen har været størst.

"I dansk økonomi i en periode, hvor mange virksomheder har grebet globalisering succesfuldt, og det gør også, at de har en struktur med flere arbejdssteder," siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også