Fyret projektchef erstattes af ingeniør med ledererfaring

Milliardprojektet Nyt Hospital Bispebjerg henter projektchef i Region Sjælland til at stå i spidsen. Til daglig er hun lokalpolitiker.
Foto: PR.
Foto: PR.

Det bliver 51-årige Lene Stevnhoved, som fra 1. oktober skal lede milliardbyggeriet Nyt Hospital Bispebjerg, oplyser Region Hovedstaden, der tidligere i år afskedigede hendes forgænger i jobbet, Claes Brylle Hallqvist. Han blev fyret efter at have favoriseret KHR Arkitekter til opgaven med at tegne byggeriet.

Hans afløser kommer fra en stilling som projektchef for byggeri og anlæg på det kommende universitetshospital i Køge til fire mia. kr.

Som ny projektchef i byggeprojektet på Bispebjerg skal hun lede en projektorganisation på omkring 20 medarbejdere samt en række rådgivere og entreprenører tilknyttet projektet. Forude venter et udbud på 1,5 mia. kr. af entreprisen på det kommende akuthus.

"På Bispebjerg står vi foran at skulle sende et udbud i totalentreprise, og i Køge-projektet har jeg netop været igennem den proces, så der har jeg friske erfaringer at trække på," siger Lene Stevnhoved i meddelelsen.

Hun ser mange paralleller mellem de to projekter:

"Begge steder har man et eksisterende hospital i drift, samtidig med at man bygger. Jeg synes, vi er lykkedes rigtig godt med at skabe et godt samarbejde mellem hospitalets drift og byggeprojekt, så det vil jeg tage med og arbejde for på Bispebjerg," siger hun.

Akuthuset i Nyt Hospital Bispebjerg skal slå dørene op for patienter i 2023.

Nyt Hospital Bispebjerg blev i foråret 2018 en del af Region Hovedstadens Center for Ejendomme.

Lene Stevnhoved er civilingeniør, har en diplomuddannelse i ledelse og er derudover merkonom i personaleadministration.

Siden 2014 har hun været projektchef på det nye universitetshospital i Køge. Inden da var hun leder af ejendomscenteret i Solrød Kommune og var før projektchef og projektleder hos nogle af Danmarks største ingeniørfirmaer, fremgår det.

Derudover er Lene Stevnhoved byrådspolitiker for Venstre i Solrød.

Region erkender udbudsfusk, men afviser erstatningskrav fra C.F. Møller

Hospitalschef får fyreseddel efter ulovligt udbud af milliardbyggeri

Arkitekter blev fejlagtigt favoriseret i milliardbyggeri

Milliardudbud af hospitalsbyggeri vækker kritik  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu