Direktør agerer både køber og sælger: Vi handler til markedsprisen

Ejendomsselskabet Prime Office har budt på et selskab, hvor der er en sammenblanding af interesser på flere fronter. Aktionærerne får lov at bestemme, lyder det fra direktør.
Foto: PR
Foto: PR
AF RITZAU FINANS

Hvis en handel til 150 mio. kr. bliver velsignet af aktionærerne hos ejendomsselskabet Prime Office, så bliver det en særdeles velkendt portefølje af ejendomme, som det får ind under paraplyen.

Børsnoterede Prime Office har lagt et bud på to tredjedele af aktierne i MC Property Fund Hamburg, der ejer 58 ejendomme i Hamborg-området med samlet 1100 lejligheder inden for bolig og erhverv. I forvejen har Prime Office med base i Aarhus omkring 3200 lejligheder i det nordlige Tyskland.

Handlen er ikke af den helt traditionelle slags, da Prime Offices adm. direktør og største aktionær, Mogens V. Møller, også sidder for bordenden hos MC Property Fund Hamburg, hvor han desuden ejer en mindre bid af selskabet.

Desuden er der en genganger i bestyrelserne, og med sammenblanding af kasketter på flere fronter skal handlen godkendes på en ekstraordinær generalforsamling.

"Man kan ikke bare og ligge og handle med sig selv, og derfor lægger vi det ud til generalforsamlingen, som så tager stilling til det. Jeg har en god fornemmelse, men jeg bliver nødt til at afvente og se, at det rent faktisk sker," siger Mogens V. Møller.

Mogens V. Møller stiftede i 2005 investeringsselskabet Møller & Company, hvorfra der er udsprunget lidt mere end en håndfuld selskaber – herunder Prime Office og MC Property Fund Hamburg.

Købstilbuddet er kommet i stand, fordi MC Property Fund Hamburg, der blev stiftet lige omkring finanskrisens raseren i 2007, efter nogle omtumlede år står stærkere, samtidig med at flere aktionærer vil ud af investeringen.

MC Property Fund Hamburg har blandt andet været bundet af et banklån tilbage fra 2007, som det først har kunnet komme ud af i foråret.

Desuden har der ifølge Mogens V. Møller været en uhomogen investorkreds, blandt andet fordi en større aktionær gik konkurs oven på finanskrisen, og de aktier har ligget i et tomrum hos kreditorer efterfølgende.

"Selskabet har egentlig haft en solid udvikling i lejeindtægterne og driften, og der har også været stærke investorer i ejerkredsen, men der har været andre investorer, som gerne ville ud, og der er vi som Prime Office kommet på banen, fordi vi ser muligheder i at gå ind og overtage, men der var blandt andet det forhold med banker, som skulle falde på plads," siger Mogens V. Møller.

Han mener, at købstilbuddet på 150 mio. kr. trods den delvist interne handel er til markedsprisen og peger på, at en aktionær i MC Property Fund Hamburg for nylig har solgt omkring 13 pct. af selskabet til den samme pris per aktie, som Prime Office har budt.

"Man kan selvfølgelig altid diskutere prisen, men den handel har fundet sted til den pris, vi lægger op til. Derudover har der to gange været en valuar inde over, i forbindelse med at selskabets finansiering er blevet omlagt, og her er vurderingen meget tæt på, så vi handler på det, vi ser som markedsprisen," siger Mogens V. Møller.

Han henviser til, at værdien af MC Property Fund Hamburgs 58 ejendomme er bogført til 113 mio. euro, mens valuaerfirmaet Persch Consult tidligere i år er kommet frem til en vurdering på 110 mio. euro plus nogle omkostninger, der skal lægges til regnestykket.

Handlen på 150 mio. kr. vil Prime Office finansiere gennem en emission, et banklån og muligvis en smule sælgerfinansiering, hvis ikke banken vil låne det fulde beløb.

Den ekstraordinære generalforsamling løber af stablen 16. oktober.

Ejendomsdirektør: "Tyskland er det mest attraktive marked i verden" 

Prime Office vil købe tysk ejendomsselskab for 150 mio. kr.

Prime Office melder om stabilitet i sine ejendomme 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også