Kapitalforvalter lancerer ny fond målrettet seniorboliger

Plejeboliginvestoren Northern Horizon har konverteret sin tredje fond til en evergreen-fond, der fremadrettet vil have stor fokus på Danmark.
Kasper Wehner er Northern Horizons danske landechef og investeringsdirektør. En ny politisk aftale baner netop for flere af den type plejeboliger, som selskabet investerer i. | Foto: PR / Northern Horizon
Kasper Wehner er Northern Horizons danske landechef og investeringsdirektør. En ny politisk aftale baner netop for flere af den type plejeboliger, som selskabet investerer i. | Foto: PR / Northern Horizon

Efter at have fuldført konverteringen af sin tredje fond lancerer Northern Horizon en ny evergreen-fond med fokus på social infrastruktur. Det oplyser kapitalforvalteren i en pressemeddelelse.

Northern Horizon investerer i plejeboliger og seniorboliger i Norden, og med lanceringen af sit seneste evergreen-initiativ med navnet ”Aged Care Social Infrastructure Fund” udvider selskabet sit langsigtede engagement i at imødekomme det voksende behov for moderne plejehjem i regionen.

Fonden, der som navnet antyder ikke har nogen udløbsdato, har til formål at imødegå den stigende efterspørgsel ved at investere i social infrastruktur, herunder plejebygninger og lignende faciliteter i Sverige, Finland, Norge og Danmark.

Den indledende portefølje består af 63 plejehjemsbygninger og lignende ejendomme i Sverige og Finland, og porteføljen forventes løbende at vokse i alle nordiske lande og med stor fokus på Danmark, fremgår det.

Så sent som torsdag aften blev en bred politisk aftale på ældreområdet indgået af regeringen, hvor netop flere friplejehjem er et centralt element. 

Fonden har allerede sikret kapital fra eksisterende investorer i den tidligere fond og har samtidig tiltrukket nye investeringer fra amerikanske The Townsend Group samt fra schweiziske UBS Asset Management, som bliver den største investor i den nye fond.

Fonden etableres desuden med ambitiøse bæredygtighedsmål, herunder CO2-neutral drift af ejendomme inden 2030. 

”Institutionelle og internationale investorer retter i stigende grad deres opmærksomhed mod sociale og miljømæssige aspekter af deres investeringer. Ved at lancere den nye fond giver vi vores investorer mulighed for både at skabe langsigtet social værdi i Norden og opnå stabile, risikojusterede afkast,” udtaler Andrew Smith, der er ledende partner i Northern Horizon.

Northern Horizon er en uafhængig kapitalforvalter med mere end 20 års erfaring. Northern Horizon har haft strategisk fokus på plejebygninger og seniorboliger i Norden siden 2007. Gennem fire fokuserede fonde har selskabet investeret i mere end 150 plejebygninger i Norden. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også