Velliv vil investere en milliard i udvikling af bofællesskaber

110 lejeboliger til knap 300 mio. kr. i Birkerød er startskuddet på en ny investeringscase i bofællesskaber hos Velliv.
Solveig Rannje har været ejendomsdirektør i Velliv siden 2019 og er derudover bestyrelsesmedlem i Ejendomdanmark. | Foto: Pr / Velliv
Solveig Rannje har været ejendomsdirektør i Velliv siden 2019 og er derudover bestyrelsesmedlem i Ejendomdanmark. | Foto: Pr / Velliv

Ejendomsinvestorer viser stigende interesse for bofællesskaber. Blandt disse er pensionsselskabet Velliv, der for nyligt har kastet sig ind i udviklingen af boligformen, det skriver Børsen.

Velliv forventer at lave en samlet investering på knap 1 mia. kr. i eget bofællesskab-koncept over de kommende år. Det første skud på stammen er allerede igangsat i form et bofællesskabsprojekt i Birkerød. Med en investering på ca. 300 mio. kr. forventes projektet at stå færdigt i 2025 og vil indeholde 110 lejeboliger med beboere på tværs af aldre.

Ejendomsdirektør i Velliv, Solveig Rannje, ser et stort potentiale i boligformen og understreger ønsket om at støtte den voksende efterspørgsel i et interview med Børsen:

“Tanken om bofællesskabet har i høj grad vundet frem på det seneste og er en opadgående trend disse år. I dag lejer man ikke kun et gulv, et loft og fire vægge, men derimod oplever vi, at mange efterspørger et fællesskab. Det synes vi giver god mening at tilbyde til vores kunder,” udtaler hun.

I 2021 var der 416 bofællesskaber i Danmark, hvoraf 82 er etableret inden for de sidste fire år. Det viser en kortlægning fra instituttet Build på Aalborg Universitet, som bl.a. seniorforsker Jesper Ole Jensen står bag. Seniorforskeren forventer, at den stigende interesse for bofællesskaber vil fortsætte, skriver Børsen.

Velliv er ikke ene om at kaste milliarder i bofællesskaber. Også pensionsselskabet Pensiondanmark har målsat at bruge 1 til 2 mia. kr. de kommende år i selskabets eget koncept under navnet Virke.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også