Danica overtager kontorejendom i Aarhus til 800 mio. kr.

En netop færdigopført kontorejendom på 19.000 kvm bliver nu Danica Ejendommes efter håndslag i 2021.
80 pct. af kontorbygningen er udlejet til bl.a. Nykredit og Kammeradvokaten. | Foto: PR / Danica
80 pct. af kontorbygningen er udlejet til bl.a. Nykredit og Kammeradvokaten. | Foto: PR / Danica

Danica Ejendomme har fra februar overtaget nøglerne til en kontorbygning på Europaplads centralt i Aarhus til en købspris i omegnen af 800 mio. kr. Det oplyser selskabet tirsdag.

Købsaftalen blev indgået i 2021, hvor pensionskassen aftalte med sælger at erhverve de i alt 19.000 kvm kontorlokaler. Sælgeren er selskabet Europa Plads, der er ejet af privatinvestorerne Finn Bach Petersen og Poul Kristiansen.

Danica Ejendomme udtrykker tilfredshed med handlen, som nu fuldføres med ejendomsovertagelse efter byggeriets endelige færdigopførelse.

”Vi er meget tilfredse med endelig at overtage denne kontorejendom med en yderst attraktiv placering midt i Aarhus. Vi er samtidig glade for de gode lejere, som er på plads fra dag ét, og som vi ser frem til at samarbejde med,” udtaler adm. direktør i Danica Ejendomme Michael Nielsen. 

Investeringen skal desuden ses om et led i selskabets investeringsstrategi, nævner han.

”I Danica Ejendommes investeringsstrategi er ét af vores hovedfokus på moderne og fleksible kontorejendomme med attraktive beliggenheder, som samtidig lever op til de bæredygtighedsambitioner, som vi har for vores ejendomsinvesteringer,” lyder det.

Det forventes, at byggeriet vil opnå en DGNB Guld-certificering.

”Vi har fokus på beliggenheder af det, som vi kalder ”fremtidssikrede” placeringer og er overbeviste om, denne ejendom vil bidrage til et attraktivt og langsigtet stabilt afkast til vores kunder i mange år fremover,” udtaler Michael Nielsen.

Ved overtagelsen er 80 pct. af kontorhuset allerede udlejet med Nykredit som lejer af de øverste to etager, Poul Schmidt/Kammeradvokaten med tre etager samt Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma som lejer af én etage – alle på langtidskontrakter, fremgår det.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også