Danica investerer 750 mio. kr. i Aarhus

Kontorbygning på 19.000 kvm og i otte etager skal stå klar i 2023. Danica-direktør har appetit på mere i Aarhus. Også udenlandske investorer har vist interesse, lyder det fra mægleren CBRE. (Opdateret)
I alt otte etager kontorbygning skaber en ejendom på 19.000 kvm. | Foto: PR-visualisering: Danica
I alt otte etager kontorbygning skaber en ejendom på 19.000 kvm. | Foto: PR-visualisering: Danica

Pensionsselskabet Danica, der er ejet af Danske Bank, investerer trekvart milliard kr. i en kontorbygning i Aarhus på 19.000 kvm fordelt på otte etager, oplyser selskabet torsdag.

Byggeriet forventes at stå færdigt i 2023, men allerede nu har Nykredit og Poul Schmith/Kammeradvokaten meldt sig som lejere, fremgår det.

Den otte etagers kontorbygning kommer til at ligge på Europa Plads, skråt over for Aarhus-vartegnet Dokk1, for enden af cafélivet ved åen.

Sælgerne er selskabet Europa Plads ApS, som er ejet af de private investorer Finn Bach Petersen og Poul Kristiansen. Mægleren CBRE har formidlet handlen.

”Vi er meget tilfredse med investeringen på en meget attraktiv placering midt i Aarhus. Og vi er naturligvis glade for, at så stor en del af kontorarealerne allerede er lejet ud inden byggeriet for alvor er gået i gang. Det styrker vores tro på, at det her kommer til at give gode afkast til Danicas mange pensionskunder,” udtaler adm. direktør i Danica Ejendomme Michael Nielsen.

62 pct. af ejendommen er lejet ud, og udover Nykredit og Poul Schmith/Kammeradvokaten, der har meldt sig som lejere for hver to etager, har Søren Jensen Rådgivende Ingeniører lejet sig ind på én etage – alle på langtidskontrakter, skriver Danica.

Danica har i forvejen 2,5 mia. kr. investeret i erhvervs- og boligejendomme i Aarhus, og ifølge Michael Nielsen vil man gerne investere yderligere:

”Aarhus er en spændende by i en rivende økonomisk udvikling, som gør, at mange gerne vil have kontorer og drive virksomhed i byen. Vi glæder os med det her byggeri at bidrage til, at Aarhus nu bliver endnu mere attraktiv for virksomheder og deres medarbejdere,” siger Michael Nielsen i meddelelsen og fortsætter:

”Aarhus er en by, som mange søger til enten på grund af studier eller arbejde, så det er et attraktivt sted at investere i ejendomme med god mulighed for lav tomgang og dermed gode afkast til vores pensionskunder.”

Det er ambitionen at opnå en DGNB Guld-certificering af byggeriet og dermed følge pensionsselskabets bæredygtighedsstrategi.

Danica Ejendomme, der er en del af Danica Pension, ejer ejendomme for ca. 35 mia. kr.

Projektet opføres af entreprenørfirmaet Raundahl & Moesby, som også opførte det nye Danske Bank-domicil i Aarhus.

Ifølge mægleren, CBRE, har også udenlandske investorer luret på ejendommen:

”Der er tale om et helt unikt byggeri, som med sin ikoniske arkitektur og centrale placering i Aarhus C kommer til at blive et nyt vartegn i byen. Ikke overraskende var der flere interesserede købere, men vi er rigtig glade for nu at kunne lukke aftalen med Danica Ejendomme,” udtaler Niels Ole Haagensen, senior director for investeringsejendomme hos CBRE, der sammen med Morten Nøhr har formidlet handlen.

Danicas kontorhus med otte etager - øverst midt for til venste i billedet - kommer til at ligge over for Dokk1 til højre i billedet. | Foto: PR-visualisering: Danica
Danicas kontorhus med otte etager - øverst midt for til venste i billedet - kommer til at ligge over for Dokk1 til højre i billedet. | Foto: PR-visualisering: Danica

(Artiklen opdateret kl. 11.15 med kommentar fra mægler.)

Danica smider trekvart milliard i boliger – følger strategi om øgede investeringer

PFA og Danica bag nyt projekt på 47.000 kvm grund i Københavns Sydhav

Danica indgår trecifret millionaftale med DSB og føjer 25.000 kvm til Postbyen

Danica-chef har hænderne fulde: "Vi kommer nok ikke igen til at have fire så store projekter" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også