Urban Partners jagter tunge investorer og grønt "tipping point" i Dubai
![Mikkel-Bülow Lehnsby er bestyrelsesformand i Urban Partners-koncernen, der ud over Nrep rummer diverse grønne investeringsfonde. | Foto: Jan Mindegaard / Watch Medier](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article14021981.ece/ALTERNATES/schema-16_9/EJW%2520Mikkel%2520B%25C3%25BClow-Lehnsby%2520Nrep%2520Proptech%2520Symposium.jpg)
Med projektgruppen Leaders of the Urban Future er Nrep og Urban Partners gennem det seneste år lykkedes med at samle ”ti af verdens største investorer inden for det byggede miljø” – heriblandt den danske pensionskæmpe ATP.
Ifølge erhvervsmediet Finans, der er til stede ved det igangværende klimatopmøde COP28 i Dubai, forvalter gruppen samlet set omkring 500 mia. dollars svarende til mere end 3460 mia. kr.
Mikkel-Bülow Lehnsby, medstifter af Nrep og nuværende formand for Urban Partners, er taget til Dubai for, som han formulerer det, ”at udvide gruppen markant i et forsøg på at skabe et tipping point” – og ambitionen er på et tidspunkt at repræsentere en formue på 5 billioner dollars.
”Det vil også kunne skabe en efterspørgsel på de løsninger, som kan hjælpe os med at reducere udledningerne,” siger Mikkel-Bülow Lehnsby med henvisning til de drivhusgasser, som for 35 pct. vedkommende stammer fra ejendomme ifølge den grønne tænketank Concitos europæiske opgørelse.
Hos Nrep har man et mål om at have en CO2-neutral ejendomsdrift i 2028, hvor udledningerne fra virksomhedens nybyggeri også skal gå i nul.