Nordea har ingen planer om at øge sin risiko i ejendomsbranchen

Koncernchef Frank Vang-Jensen siger, at Nordeas relativt lille ejendomsportefølje er en bevidst strategi.
"vi ønsker ikke at øge vores risiko i ejendomsbranchen lige nu,” siger Nordeas koncernchef, Frank Vang-Jensen, til Dagens Industri. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
"vi ønsker ikke at øge vores risiko i ejendomsbranchen lige nu,” siger Nordeas koncernchef, Frank Vang-Jensen, til Dagens Industri. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
af JØRGEN FJELLHEIM (oversættelse: Peter S. Mygind)

Nordeas koncernchef, Frank Vang-Jensen, er ikke bekymret for bankens nuværende udlån til ejendomssektoren, men ønsker samtidig ikke at øge risikoen. Det skriver den svenske avis Dagens Industri.

De store banker i Sverige har generelt en betydelig eksponering mod erhvervsejendomme, som ved udgangen af 2022 udgjorde 18 procent af det samlede udlån mod EU-gennemsnittet på fem procent.

Nordea skiller sig dog ud, da erhvervsejendomme udgør otte procent af den samlede lånebeholdning og kun to procent i Sverige.

”Vi har en ret lille portefølje, og det har været en bevidst strategi,” siger Vang-Jensen til DI.

Den seneste periode har været turbulent for svenske ejendomsselskaber med faldende aktiekurser og lavere kreditvurderinger. I alt står de over for årlige obligationsforfald på cirka 100 mia. svenske kr. På baggrund af de tilgængelige forhold på obligationsmarkedet – i de tilfælde hvor det er tilgængeligt i det hele taget – forventes det, at sektoren i høj grad vil være nødsaget til at søge refinansiering hos bankerne.

Hvordan agerer Nordea med hensyn til dette? Vil I øge jeres eksponering?

”Nordea er en meget stærk bank med en solid balance og stor kapacitet. Vi er her i gode og dårlige tider, og hvis vi kan hjælpe vores kunder med refinansiering, og det ikke øger risikoen, er vi selvfølgelig positive over for det. Men vi vil ikke at øge vores risiko i ejendomsbranchen lige nu,” siger Vang-Jensen.

(Denne artikel er leveret af vores norske søstermedie EiendomsWatch.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også