Scandic Hotels lejer flere værelser ud til højere priser

Hotelkæden Scandic har omsat for 3,7 mia. kr. i andet kvartal 2023, hvilket er otte procent højere end sidste år. Udviklingen er særligt drevet af prisstigninger på udlejning af værelser.
Scandic driver 30 hoteller i Danmark, herunder Hotel Scandic Kastrup. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Scandic driver 30 hoteller i Danmark, herunder Hotel Scandic Kastrup. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Marketwire

Den nordiske hotelkæde Scandic kan mærke, at der igen er liv i hotelforretningen, og med et godt andet kvartal i ryggen har hotelkæden forhåbninger om højere priser for de værelser, der lejes ud i efteråret.

Det fremgår af hotelkædens regnskab, der er udsendt fredag.

Scandic Hotels er en kæde med hovedsæde i Sverige og hoteller i hele Norden. Flest i Sverige og Norge med henholdsvis 86 og 84, men også 61 i Finland og 30 i Danmark.

Scandic har også enkelte hoteller i Tyskland og Polen, men det er særligt det nordiske marked for udlejning af værelser og konferencelokaler, der er centrum for forretningen.

Og her har andet kvartal – perioden fra april til og med juni – været god for Scandic. Omsætningen svarer til 3,7 milliarder danske kroner, hvilket er otte procent højere end samme periode sidste år.

Scandic havde lidt flere værelser at leje ud, men målt i procent var belægningsgraden nogenlunde den samme, så der er blevet lejet lidt flere værelser ud.

Samtidig har Scandic Hotels fået lidt flere penge per værelse, der er blevet udlejet. Gennemsnitsomsætningen per værelse er steget ti procent sammenlignet med sidste år.

Gennemsnitsprisen per værelse er også steget med det, der svarer til 771 kroner til 855 kroner, hvis man omregner det til danske kroner.

Ifølge Scandic er belægningsgraden højest i Danmark, og det er også her, at priserne er steget mest i april, maj og juni.

”Sammenlignet med andet kvartal i 2022 steg gennemsnitsprisen på et værelse mellem tre og ni procent i Norden,” skriver Scandic i regnskabet.

”De største stigninger var i Norge og Danmark, hvor værelsespriserne steg ni procent efterfulgt af Sverige, hvor priserne steg med otte procent. I Finland steg værelsespriserne tre procent.”

Hotelkæden forventer, at tendensen med flere værelser solgt til højere priser fortsætter gennem sommeren og efteråret.

”Vi forudser et stærkt tredje kvartal drevet af et højt niveau af fritidsrejsende over sommeren,” skriver den danske topchef Jens Mathiesen i regnskabet.

”Vi forventer også, at forretningsrejsende vil vende tilbage mod slutningen af kvartalet. Baseret på nuværende bookinger, forventer vi, at belægningen ligner samme periode sidste år med højere gennemsnitlige priser.”

Sammenlignet med andet kvartal i 2019 er Scandic Hotels priser 14 procent højere i år.

Det er nogenlunde på niveau med, hvordan prisniveauet samlet set har udviklet sig i Danmark fra juni 2019 til juni 2023 ifølge Danmarks Statistik.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også